Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.

Lige som en specifik tur gennem mudderet i millitæret kaldes for “Tyrens røvhul”, så er der ikke meget bedre at sige om Los Angeles Lufthavn. Samtidig forsvandt al førsteklasses service under mit skifte fra Lufthansa til Uniteds indenrigsflyvning til San Diego. Her får du 7. kapitel om John Christensens tur på Lufthansa First.

Måske fornemmer du det allerede, men lad det bare være sagt med det samme: Jeg er på ingen måde fan af den berygtede LAX – Los Angeles Lufthavn efter mit seneste besøg der. Lufthavnen er da også berygtet for sine mange rejsende i forhold til lufthavnens størrelse, og service er i visse dele af lufthavnen nærmest ikke eksisterende.

Men hvorfor så lande der? For mit vedkommende havde jeg stykket min tur sammen ud fra, hvordan jeg nu kunne få bedst mulighed for at prøve de mange facetter af First Class med Lufthansa. Jeg har tidligere været i LAX uden de store problemer, så jeg tænkte ikke meget over, hvilke lufthavne jeg skulle omkring. Men årsagen til netop Los Angeles var, at jeg så kunne flyve med Lufthansas Boeing 747-8 fra Frankfurt på udturen og med Airbus A380 fra San Francisco på hjemturen. Ganske smart tænkte jeg.

Helt konkret havde jeg booket hele turen på ét samlet bookingnummer via Lufthansas hjemmeside. Men da Lufthansa ikke selv betjener ruten Los Angeles-San Diego, flyves den af United, som er med i Star Alliance samarbejdet og som også har et joint venture-samarbejde med Lufthansa på oversøiske rejser – såkaldte codeshare flyvninger. Her kan man booke en billet til den samme afgang både via Lufthansa og United – og som afhængig af bookingsted eksempelvis kan hedde både LH450 og UA768, men som altså er det samme fly med samme afgangstider osv.

At jeg bookede alt under samme billet, gjorde jeg, fordi jeg tænkte, at jeg var bedre stillet ved forsinkelse og lignende, samt at jeg ikke skulle tjekke ind og igennem yderligere security halvejs på turen. Men jeg blev klogere.

Elendig immigration og paskontrol

Første step, når man forlader flyveren i USA på oversøiske rejser, er  immigrations- og paskontrol. Således gjaldt det også for mig i Los Angeles. Det startede dog med, at vi overhovedet ikke måtte forlade flyet efter landing, da ankomsthallen med paskontrollen ganske enkelt var fyldt op. Mens vi ventede cirka 15 minutter fortalte en stewardesse mig, at hun aldrig i hendes 30-årige karriere havde oplevet at vente for at komme af flyveren. Men hun erkendte, at Los Angeles var en af de mere proppede af slagsen.

Omsider forlod vi flyet – for at komme ind til et nærmest bizart kø-system. Jeg har tidligere rejst fra EU til  både New York, Chicago og San Francisco, og med deres immigrations- og paskontrol som sammenligningsgrundlag er Los Angeles så absolut den værste når det gælder… ja, faktisk alt, når jeg tænker mig om.

Efter at have ventet ca. 10 minutter i en kø blev man delt op afhængig af pastype, land og om man havde besøgt USA inden for en årrække. Jeg havde “papirerne” i orden med et pas med chip og havde også været i USA tidligere. I dén kø stod jeg så cirka 45 minutter og ventede på at komme til en af de automatiserede maskiner, som tager billeder o.lign – og som i princippet skal sørge for, at tingene går hurtigere i stedet for personlig betjening. Den anden kø: De, der ikke havde været i USA før eller af andre årsager, skulle så gennem den manuelle skranke med personlig betjening.

Det bizarre var dog, at alle os (så vidt jeg lige kunne overskue – på nær nogle få) som benyttede maskinerne, i stedet for at blive sluppet ud i det fri ganske enkelt blev sat i en ny kø. Denne gang for at vente på manuel, personlig service. Dér stod jeg så igen 45-50 minutter! Var jeg blevet ledt over i køen med personlig betjening til at starte med, så kunne ventetiden være skåret ned med det halve. Og i bund og grund forstår jeg ikke,  hvorfor os, der benyttede automaterne, skulle gennem den manuelle betjening efterfølgende.

Det tog sammenlagt næsten to timer at komme gennem paskontrollen, og jeg skyndte mig over til baggagebåndet. Som en del af at rejse på førsteklasse stod der en Lufthansa-ansat, som havde taget vores kufferter af båndet. Hun havde stået der længe kunne jeg se, og min baggage var i øvrigt den eneste tilbage.

Førsteklasse stoppede ved baggagen

De fleste flyselskaber, der tilbyder første klasse, har en eller anden form for service i de lufthavne, selskabet har førsteklasses-flyvninger til. Således reklamerer Lufthansa med, at der er en personlig assistent til at hjælpe dig i alle lufthavne uden for Europa, så du kommer trygt videre, hvad enten turen slutter her eller du skal med et andet fly.

Men den service stoppede ret brat, efter at jeg havde taget min baggage fra vognen. Lufthansa-assistenten forklarede mig hvilken retning jeg skulle gå i  for at få baggagen med videre. Og så var det slut med service fra hende, desværre.

Baggagen var tjekket ind hele vejen til San Diego, men reglerne i USA betyder, at du fysisk skal flytte din baggage fra ét baggagebånd til et andet, hvor det så bliver scannet og sendt videre. Dette baggagebånd var lige rundt om hjørnet i den retning, Lufthansa-assistenten havde bedt mig gå i. Men derfra fik jeg blot at vide, at jeg skulle gå ud ad døren i terminalen og videre til Terminal 7. Det gjorde jeg så. Men er man ikke super kendt med Los Angeles lufthavn så kan det jo være lidt svært at vide, hvor man skal gå hen, samt hvor langt der er. Der var masser af taxaer og biler, da jeg kom ud af Tom Bradley International Airport, som lufthavnen også hedder. Jeg kunne se et skilt med et firtal, så jeg gik den vej og regnede med at det var mod højere nummer – forhåbentligt.

Jeg nåede heldigvis til Terminal 7, Uniteds terminal, omkring syv minutter senere. Da jeg ikke umiddelbart kunne se, hvor jeg skulle hen, henvendte jeg mig til First Claas-skranken, hvor jeg viste mine Lufthansa boardingpass. “Du får nogle nye. De er ikke så glade for Lufthansa her,” fortalte den trods alt flinke assistent ved skranken. Herefter viste han mig, hvor jeg skulle gå hen for at komme gennem security.

Det skulle vise sig at være lidt specielt. For det første var der ikke nogen form for Fastlane til Business og First, og der var kun én kontrol-passage til at håndtere os, der skulle med United. Men da jeg var nødt til at gå ud af én terminal og ind ad en anden, så var der ingen vej udenom en ny omgang security. Her stod jeg i små 40 minutter og endte med at fryse en del. Der var nemlig ikke plads til mere end fem-syv mennesker i bygningen. De resterende måtte stå på den tværbro, der var adgangen til security, men som også var placeret hen over kørebanen langs terminalen. Der var tag over, men ingen vindafskærmning, og da vejret skiftede fra sol til havgus og kold vind fra havet i kombination med en frisk vind, så blev det faktisk pænt koldt. Det var et ret underligt sted at stå i kø må jeg indrømme – og føjer bare endnu et minus til lufthavnen, som jeg nok bare aldrig bliver gode venner med.

Langt om længe kom jeg gennem security og jeg gik mod gaten. Jeg havde hjemmefra undersøgt, hvilken lounge jeg kunne besøge. Men for det første havde jeg ikke tiden, trods over tre timers mellemlanding – og for det andet var loungen ikke i Terminal 7, men vidst nok i Terminal 6, uden jeg er sikker. Tiden gik ganske enkelt med emigration, paskontrol, security og spadseretur, så jeg er glad for, jeg havde god tid mellem afgangene.

Generelt må jeg sige, at der så godt som ingen service var overhovedet under mit ophold i lufthavnen – og overhovedet ingen form for førsteklasses service, som Lufthansa ellers reklamerer med. Jeg tror, det hænger sammen med skiftet fra intercontinental flyvning til indenrigsflyvning i USA, der nok generelt set har væsentlig lavere standard i forhold til europæiske og asiatiske selskaber. Havde jeg nu skullet flyve videre fra Los Angeles til Brasilien eller lignende. Så havde jeg måske fået en lidt anden oplevelse. I hvert fald var min førsteklasses billet til den sidste tur fra Los Angeles til San Diego intet værd. Til alt held var denne del af turen heller ikke ret dyr i det samlede regnskab.

Lucky Luke – nu som kabinepersonale

Standarden på førsteklasse med indenrigsflyvning i USA fik jeg også afprøvet, om end turen fra Los Angeles til San Diego ikke varede mere end cirka 30 minutter. Turen blev fløjet af SkyWest Airlines, som opererer på ruten for United. Maskinen var en Embraer E175 med plads til 76 personer og rummede fire rækker med førsteklasse sæder fordelt i en 2-1 konfiguration. Dernæst fire rækker Economy Plus og resten med almindelig Economy. Begge i en 2-2 konfiguration.

På SkyWests hjemmeside angiver selskabet to personer til kabinepersonalet, men på vores tur – og i øvrigt også på hjemturen fra San Diego til San Fransisco, var der kun én ombord. Måske var det derfor, at Lucky Luke var hyret ind som steward på aftenens tur…. Jeg har aldrig nogensinde i mit liv set en steward arbejde så hurtigt som det var tilfældet på turen her. Og jeg forstår godt farten, for der var mange ting, han tilsyneladende skulle nå.

Os på førsteklasse skulle tilbydes noget at drikke inden afgang – hvilket så også var det eneste vi fik på turen. Han skulle samtidig gøre nogle ting klar i serviceområdet, byde velkommen til passagerer, vise sikkerhedsprocedurer, hjælpe med håndbagage, tjekker sikkerhedsbælter, lukke lemmene i taget til håndbagage plus sikkert flere ting, som jeg ikke nåede at se. Han fløj rundt, men havde egentlig godt styr på tingene – på nær lige at han ikke kunne huske kaptajnens navn og derfor måtte kigge en ekstra gang i sin lille folder med informationer om turen.

Jeg må sige, jeg var imponeret, men på en måde også lidt bekymret for, om han nu havde husket alt. Men vi lettede og landede sikkert i San Diego en halv times tid senere.

Sæderne på førsteklasse var intet at skrive hjem om. Jo, det var lidt bredere end normalt og havde et lidt bredere armlæn, hvor der også var en lille fordybning med plads til et glas eller en kop. Men jeg havde nu heller ikke forventet mig alverden, eftersom vi i Europa stort set ikke har førsteklasse på nogen ruter. Kvaliteten af turen med SkyWest Airlines mindede mest af alt om en mellemting mellem Economy og Business. Men på det punkt på turen var jeg egentlig mest interesseret i at komme på hotellet og få noget søvn. Vi landede omkring kl. 21.00 amerikansk tid, hvilket vel svarer til kl. 04.00 dansk tid. Så på det tidspunkt havde jeg været på farten i 24 timer.

En times tid senere var jeg på mit værelse på Manchester Grand Hyatt San Diego. Det højeste hotel på USA’s vestkyst. Men jeg var egentlig bare glad for at have overstået Los Angeles Lufthavn!

 

1. kapitel – Rejsebeskrivelse: Lufthansa First Class tur/retur – for dummies

2. kapitel – Rejsebeskrivelse LH First: Søg grundigt og spar tusindvis af kroner

3. kapitel – Rejsebeskrivelse LH First: Review af SAS Lounge OSL og LH OSL-FRA på Business

4. kapitel – Rejsebeskrivelse LH First: Test af Porsche First Class Excitement i Frankfurt

5. kapitel – Rejsebeskrivelse LH First: Test af First Class Terminal – Frankfurt

6. kapitel – Rejsebeskrivelse LH First: Test af Frankfurt-Los Angeles på LH First.

Husk at ved at følge os på Facebook og Twitter - Så får du besked så snart vi udgiver noget!