Jeg købte, som flere andre en billet under BAs meget attraktive kampagne tidligere på året ruten var på udturen: BA OSL-LHR AA LHR-MIA AA MIA- MSY Jeg havde set frem til at flyve med både AA og BA for første gang og endda i premium kabiner. Begge selskaber får jo ros rundt omkring, når man læser om dem. Min rejse startede egentlig i Kastrup med CPH-OSL med SAS. Jeg checkede min cykel ind aftenen i forvejen, for at undgå at skulle have den med metroen om morgenen. Det gik ok, selv om damen ved *G check-in allerede havde fundet betalingsterminalen frem og iøvrigt var meget skeptisk over at min cykel ikke var registreret på forhånd. Damen ved pulten ved siden af afbrød hende dog og jeg fik min cykel med uden gebyr. Næste morgen gik turen til Oslo ganske uneventfull. Da jeg havde fået min kuffert i og cykel i Oslo, stillede jeg mig i kø som no. 1 ved Club Europe check-in. Efter et par minutter blev der en pult ledig og jeg afleverede mit pas. Damen bad mig om at presentere: “det Diners Club kort som billetten var betalt med”. Det var egentlig lidt fishy, for siden jeg bookede billetten har jeg fået et nyt Diners kort. Det gamle kort var dog endnu ikke udløbet og jeg havde det derfor stadig i min pung. Damen fik kortet og det blev nærstuderet og kørt igennem en kortlæser. Nu var alt tilsyneladende i den skønneste orden. Min kuffert blev tagged med priority mærke og short transfer mærke. Jeg havde også en cykel med, som var pakket i en cykelkuffert. Damen havde åbentbart brug for at ringe, for at få afklaret om den var inkludret i min allowance. Det kom man frem til at den var. Cykelkufferten blev nu også tagged og jeg skulle køre et par bånd længere væk og aflevere den ved odd size luggage. Jeg fik alle 3 boarding passes med det samme. Jeg forsøgte nu at få adgang til fast track, der blev jeg dog afvist. I den almindelige security blev mine 12 dåseøl, der var købt og reglementeret forseglet i Kastrup få timer forinden, udtaget til kontrol. Posen blev brudt og det gjorde indpakningerne til hver af de to six packs også. Så blev hver eneste dåse, en ad gangen, puttet ned i en eller anden scanner. Hele den seance tog vel 5-10 minutter. De var dog så venlige at putte dåserne tilbage i en ny forseglet pose med kvitteringen, så jeg skulle være safe ift de næste 2 transfers. De var nu venlige nok, og jeg slap for at få resten af mine ting endevendt og blive begramset. Videre til loungen, den var egentlig overraskende ok. Det største problem var efter min opfattelse at der var så mange spædbørn derinde at der konstant var mindst 1, der hylede og skreg. Så jeg valgte at gå tidligt til gaten. Igennem paskontrollen, der var skiltet en kø til Schengen borgere og en til alle pas, desværre så respekterede passagerene ikke dét og tilsyneladende var der ikke nogen til at håndhæve det. Det gik nu ret hurtigt alligevel. Ankommet til gaten var der forbavsende få siddepladser, jeg tror jeg fik den sidste plads, kilet ind imellem 2 andre. Nu begyndte et spil, som jeg ikke før har set lignende. En undskyld udtrykket “matrone” patruljerede gateområdet og forlangte at alle større stykker håndbagage blev checket ind. Der var ikke tale om gate check, hvor man får kufferten tilbage ved deboarding, men om egentlig checkin. Flere passagerer forsøgte at diskutere, men der var ingen nåde. Heldigvis slap jeg, på trods af at min håndbagage er ret stor (men indenfor allowance) Nu blev pre boarding annonceret. Og det gik hurtigt med at komme ombord, jeg fandt mig til rette i 4A. Midtersæde blokeret (nice) og det skulle vise sig at jeg ingen sidemand havde, så rigeligt plads at boltre sig på. Under hele boardingen blev der mange gange pointeret at mindre items skulle under sædet foran en. Da alle passagerer var ombord gik der en rum tid før kaptajnen præsenterede sig og meddelte at der skulle udføres et teknisk check og, at det formentlig ville tage 30 minutter. Det trak dog ud så vi var først i luften en time for sent. Dårlige nerver over at være nede på 1 time i LHR inklusiv et terminalskift. (impossible) Dermed ville jeg ikke kunne nå min final destination på samme dag, så regnede allerede med at strande for natten enten i London eller et eller andet sted i USA, med risiko for at min kuffert og cykel ville blive væk i processen. Jeg var dog glad for at jeg ikke havde overgivet min håndbagage, nu havde jeg i det mindste fornødenheder til at klare mig for natten. Jeg var også noget spændt på hvordan BA ville håndtere situationen og om jeg som statusløs passager, på en mistake fare ville blive ladt fuldstændig i stikken. I luften kom vi og man gik igang med at servere, jeg fik oplyst at jeg kunne få brød med ost. Da jeg ikke spiser ost bad jeg om at blive fri. Så ingen servering foruden en flaske vand og en cola. Jeg bad om coke zero og man bekræftede diet coke. Jeg bad om at blive fri for diet coke, da jeg finder den udrikkelig. Så fik en minidåse regular coke og en flaske lunken vand. Colaen blev skiftet ud undervejs og besætningsmedlemmerne var sådan set venlige nok. Nu ved jeg bare, at jeg skal bestille special meal til hjemturen, når det eneste BA serverer er ostebord. Det lykkedes at indhente noget af det tabte, på turen mod LHR, men før flyet var parkeret var det alligevel en hel time forsinket. Der blev meddelt at passagerer, der skulle connecte med BA til PHX ville blive mødt på jetbridgen. De jeg deboardede, som en af de første, blev jeg mødt af en dame, der stod med en ipad, hvor der stod AA39 Miami. Vi var flere, der skulle connecte til Miami, og vi fik udleveret en orange flyer til deling, som vi tilsyneladende skulle få os hurtigere igennem. Ned til et busstoppested, hvor busser afgik fra T5 til T3. Vi kom med den første bus, som var propfyldt. Vi stod som sild i en tønde. Der var ikke tændt for A/C i bussen, så temperaturen var ihvertfald 35C. Chaufføren kørte som en kænguru, så man blev kastet frem og tilbage. Af bussen og ind i terminalen, her ventede et par AA medarbejdere, som kaldte efter passagerer som skulle til Miami. Først henvendte jeg mig til den ene og fik at vide at jeg skulle tale med den anden, fordi jeg kom fra Oslo. Han krydsede mit navn af på en liste og nu fik jeg så udleveret min egen orange priority flyer. Videre mod security, som skulle vise sig at blive min nok underligste oplevelse i nogen security til dato. Der var kun et par personer i kø til security, så det lovede godt. Jeg fik lagt mine ting på båndet, min trolley og computertaske kom igennem scanneren og jeg selv igennem metaldetektoren. Min pose med dyrtkøbte øl fra CPH, der i OSL var blevet nøje undersøgt, en for en, og forsejlet igen, blev kørt til side på et separat bånd, hvor der ventede 7 andre bakker med ting før den. Tilsynelande var den blevet udtaget til bombekontrol. Der var kun een person til at udføre denne kontrol og han tog sig absolut god tid. Da han havde brugt 5 minutter på den første af de 7 stykker bagage, der stod i kø før min pose, spurgte jeg om der var mulighed for at fremskynde checket af min pose. Jeg fik at vide at det ikke kunne komme på tale. Ventede 5 minutter mere, hvor der stadig kun blev kontrolleret et stykke bagage og der var nu 5 stykker foran min. Den kvikke læser vil jeg jeg nu konstatere at det ville tage manden yderligere 25 minutter at komme frem til min pose, jeg spurgte høfligt endnu engang om, der var noget de kunne gøre. Jeg fik at vide at det var der ikke. Jeg besluttede at efterlade posen og forsøge at nå mit fly. Nu var der 25 minutter til flyet skulle lette. Jeg løb alt, hvad jeg kunne og kom frem til gaten. Boardingen var i fuld gang og jeg henvendte mig ved priority boarding. Her blev jeg afvist og fik at vide at jeg skulle tale med en dame, der stod ved en pult i et fjernt hjørne af gaten. Over og stå i kø ved hende. Det var tilsyneladende en af de her nonsens security screeninger, som man skal igennem for at få lov at boarde et fly til USA. Da hun var færdig med sin afhøring dirigerede hun mig til den normale boarding kø. Jeg ignorerede hende og gik over imod priority boarding. Det så hun og hun råbte højtlydt af mig at jeg skulle stille mig i kø bagved den almindelige kø. Således, da jeg skulle til at have scannet mit boardingpass blev jeg igen holdt tilbage uden at få at vide, hvad problemet var. Jeg spurgte, hvad der var galt og fik at vide at, jeg skulle ekspederes af en agent der stod ved en computer. Således kom jeg da til sidst ombord. Jeg havde valgt sæde 3J, som er det forreste vinduessæde i i højre side af businesskabinen, umiddelbart bagved first class. For at komme dertil var det nødvendigt at gå på tværs og til venstre, der stod 2 stewardesser i vejen og var i gang med at lave et eller andet. De var tydeligvis ikke tilfredse med at skulle flytte sig for at jeg kunne komme forbi, men til sidst gav de sig. Alt i alt en rigtig dårlig start. Der blev serveret pre dep drink i form af champagne i et plastic glas. Fortsættes-----
æv æv og æv... - godt nok en "træls" historie og så komme derover og opdage sin bagage står i Oslo, men det er das kørt den stadigvæk står der, når du var i ok tid.. - samtidig med t flyet var en time forsinket!! Og for at føje spot til skade, så manglede du dine øl også :-(
Netop, jeg tror bare at de påstår at kunne se at de står i Oslo, for at få mig til at sige tak for hjælpen og vende om. I virkeligheden aner de ikke, hvor de er. Nu var øllene ikke til mig selv, men tiltænkt gaver til folk jeg besøger herovre, faktisk endnu værre.
------ Fortsat fra oven: Der var allerede lagt tæppe/ pude og Bose høretelefoner og et amenity kit ved hvert sæde i business. Bose hørebøfferne var mærket tydeligt/ synligt midt på med "American" Over PA blev vi venligt henstillet til af hensyn til entertainmentsystemets skærme, at holde window shades lukkede under flyvningen. Da flyet var i luften blev der omdelt varme klude. Der blev serveret en drink, jeg bad om rom og cola, den blev hurtigt serveret, med yderligere en miniflaske ved siden af samt resten af dåsen og beskeden "the first one is already in there" Kort tid efter blev der spurgt efter ønske til hovedret. Jeg bestilte en bøf. I samme omgang spurgte stewardessen og jeg ønskede at blive vækket før landing. Dette blev noteret på en liste. Nu trængte jeg til at komme en tur på toilettet. Der var optaget ved det nærmeste, og jeg stod udenfor døren og ventede. Det passede ikke den nærmeste steward som gennede mig væk. Jeg ved ikke, hvad det går ud på, men det er altid med de amerikanske selskaber, at de har en eller anden fobi imod at passagerne står i kø ved toiletterne. Stewarden dirigerede mig ned til det agterste toilet i business, der var dog også optaget.... Tilbage i sædet blev forretten serveret, Det kan hverken have været helt dårligt eller helt fantastisk, for jeg har allerede glemt, hvad det var, men husker at jeg blev spurgt om, hvilken af to forskellige salatdressinger, jeg ville have.... Fik et glas italiensk hvidvin af en eller anden slags til. Hvor jeg indtil for nogle år siden altid rejste relativt pænt påklædt (skjorte + pæne bukser) er jeg gået i den anden grøft nu, når jeg flyver longhaul. Jeg har altid foruden mine kompressionsstrømper også en t-shirt og et par sorte lange tights med neongrønne striber på. Det outfit iklæder jeg mig når flyet er i luften, således også denne gang. Jeg har meget nemmere ved at slappe af og falde i søvn, i det tøj. Fik taget mig en sovepille sammen med forretten. Så blev bøffen serveret, dertil RIS!!, jeg troede at det var American og ikke Air China jeg var ude at flyve med. Jeg fik et glas californisk rødvin til. Bøffen var nu god nok... Til dessert bad jeg om en fudge sunday med nøddedrys. Den var nogenlunde. Isen var krystaliseret, som om den havde været tøet op og frosset ned igen. Dertil en Baileys on the rocks. Den var de ikke nærrige med. Kort tid efter faldt jeg i søvn. Sædet er rigtig lækkert at sove i. Det er fully flat og på grund af vinklen, har man en følelse af privacy. Jeg sov udmærket i nogle timer og vågnede da der var et par timer tilbage til Miami. ---------Fortsættes------
Tak for interessen, Jeg fik cykel + kuffert efter 1,5dag. Imellemtiden var jeg ude at købe nogle ting... Slagsmålet med hvem der skal betale, hvad venter jeg med til jeg er kommet hjem. Mit forsikringsselskab tager ikke telefonen i weekenden, de oplyser om at man skal ringe til svjh Falck, hvis det er akut. Jeg har læst i mine betingelser at de dækker 1200kr/døgn pr stk baggage, i mit tilfælde i alt 4800kr. Jeg har købt for lidt mere end det, men det ordner sig nok. Til gengæld, så har jeg besluttet mig for at se på en ny rejseforsikring, som er helt separat fra mine øvrige forsikringer. Er der nogen der kan anbefale noget?
Et par billeder fra flyvningen LHR-MIA Sædet (det er 14J og ikke 3J og billedet er snuppet fra nettet) Forret (farverne er lidt skøre pga dæmpet belysning) Bøf med ris Desert; krystaliseret fudge sunday
--------------Fortsat fra oven---------------- Vågnet efter en god lur fik jeg tændt for entertainment systemet. Der gik ikke så længe før der blev serveret et let måltid, kyllingesalat: Den var nu udmærket. Jeg fik serveret en coke zero til. Der blev ryddet af, flyvetiden var noget forkortet af en kraftig medvind. En time før landing blev noice cancelation høretelefonerne indsamlet (weird) og der blev udleveret nogle economy style høretelefoner, det var også tid til at udfylde toldpapiret som var blevet udleveret så snart flyet var i luften. Dernæst ud at skifte tøj igen, jeg er ikke så meget for at skulle cleare immigration og customs, iført joggingbukser og t-shirt. I mine øjne lidt som at bede om problemer. Indflyvning over Miami:
Vel landet, godt en time før tid, hurtigt fra borde. Crewet holdt passagerene fra den agterste businesskabine tilbage, for at F passagerene kunne deboarde først. Det fik man så også gavn af, når man sad på en af de 2 forreste business rækker. Jeg var den 2. passager, der gik fra borde. Ud af flyet og med tog imod immigration. Jeg var spændt på om jeg kunne bruge automaterne. For få år siden fik MIA hug for at være en af de værste lufthavne i USA, hvad angår immigration, nogle passagerer ventede i op til 7 timer for at komme igennem. Jeg blev dog positivt overasket. Der gik ca. 10 min med at stå i kø til en automat. Et par minutter med at trykke mig igennem menuen, tage fingeraftryk og billede og til sidst få printet en kvittering. Derfra videre til en beskeden kø for at få stemplet passet. Det var klart en af mine nemmeste entries til USA til dato. Nogle gange har jeg oplevet at det taget karakter af en reel afhøring og absolut ikke følt mig velkommen, men ikke denne gang. Fra immigration videre til kuffertbåndet. Jeg ved ikke, hvor mange fly, der var landet indenfor den sidste times tid, men det må have været mange. Hallen med bagagebåndene var et kaos, folk møvede omkring hinanden. Der var hele tiden konfliktende announcements over højttalerne og der stod en masse bagage, der var taget af båndene og blot stillet midt på gulvet rundt omkring. Min første refleks var, at jeg ville tage en vogn. Jeg var ved at have fundet kreditkortet frem, da jeg blev enig med mig selv om at jeg vel godt kunne vente til jeg havde set om mine ting overhovedet var med. Man tog sig betalt 5USD for en vogn. Jeg ventede en time og gik til sidst over til servicedisken, der ikke var mærket med American eller deres logo eller noget og spurgte om de kunne hjælpe mig. Det viste sig at de arbejdede for American. De spurgte mig guddødme, om jeg havde kigget på båndet!?!!! De kunne som andetsteds nævnt ikke udstede en PIR, da jeg ikke var ved min final destination endnu, men de kunne oplyse at de mente at begge stykker bagage stadig stod i Oslo. Igennem tolden gik det uden problemer. Så videre til security, som forløb meget nemmere end i LHR. Ud kom jeg og satte mig i første omgang på en bænk ved en gate og benyttede mig af det gratis wifi i terminalen. Jeg kiggede så på om jeg havde adgang til nogen lounge. Det var noget kringlet at læse sig frem til så jeg besluttede mig for at prøve lykken og se om jeg kunne blive lukket ind i Admirals club. Jeg havde heldet med mig og fik udleveret to kuponer "Good for one complimentary: Premium wine, beer, liquor or bottled water" Kan godt lide at liquor og bottled water går ud på et hér. Loungen var godt proppet, men jeg fandt et sted at sidde ned. Var på nettet lidt og besluttede mig for at se om jeg kunne få reprintet mit boardingpass og høre om de kunne sige mere om min bagage. Det gik godt nok med at få mit bp, men damen i Admirals Club, var ikke meget for at sige noget som helst om bagagen. Det kunne jeg spørge om på min final destination var svaret. Jeg spurgte lidt ind til deres regler om kompensation, og hendes svar var, at hun kendte ikke reglerne, da de ændrede sig hele tiden. Videre ned med elevatoren fra loungen og tilbage i terminalen. Fandt ud af at min gate var ret langt væk og at jeg skulle med tog. Afsted med toget og fremme ved gaten var boardingen igang.
Billedet er retvisende. Efter US standard, så var den nok medium-medium rare. Jeg kan endda lide en bøf endnu mere rød end denne var, så helt ok for mig
