Roadtrip USA 2024 (Fransk Polynesien, solformørkelse, San Diego, Puerto Rico)

Årets store tur begynder om en måned, og den følger op på sidste års tur:

Flyet hjem fra USA var overbooket, og jeg tog imod en voucher på 600 USD til Air France. Den voucher skulle selvfølgelig udnyttes optimalt, så jeg gik i gang med at søge løs hos Air France. Og sørme om de ikke flyver fra Los Angeles til Tahiti i Fransk Polynesien!

Turen er som sædvanlig planlagt omkring en broadcast-messe i Las Vegas, og i år er jeg så heldig, at der umiddelbart inden er en total solformørkelse i USA! Så min fem-ugers tur er endt på denne måde:

- En uge i Fransk Polynesien via Los Angeles
- Retur til Los Angeles og efter et par dage videre til Chicago
- Her har jeg lejet en pickup-truck, som jeg aldrig har prøvet at køre i. Jeg kører til et billigt hotel i Indiana - priserne er steget ret kraftigt siden, sikkert på grund af solformørkelsen.
- Solformørkelsen skal opleves fra en park i Ohio. Jeg kunne have valgt at se den længere sydpå, men jeg er ikke så vild med varme. Derfor er der også forholdsvis stor risiko for, at formørkelsen bliver ødelagt af skyer, men nu må vi se.
- Retur til Los Angeles, hvor jeg igen lejer en pickup-truck. Turen går til Las Vegas, hvor jeg blandt andet skal på rundvisning i The Sphere og prøve at skyde fra en helikopter, fordi... Las Vegas!
- Derfra kører jeg til San Diego forbi Joshua Tree nationalparken.
- Efter en lille uge går turen til Los Angeles, hvor bilen skal afleveres, og så flyver jeg til Puerto Rico.
- På Puerto Rico lejer jeg også en bil og kører lidt rundt. Jeg skal blandt andet til den lille ø Vieques og sejle i kajak blandt selvlysende organismer.
- Og så skal jeg ellers bare hjem via Los Angeles igen. Muligvis besøger jeg Universal Studios på en af mellemstationerne.

Jeg glæder mig. Men jeg er bagud med planlægningen. Jeg bruger nu https://turas.app/ til at skabe overblik, og så supplerer jeg en del med forslag fra ChatGPT, som f.eks. kom med en masse gode forslag til turen mellem LA og LV. Hoteller, fly og biler er booket, så det er småting, der mangler.

 

Det lyder meget spændende. Den tur glæder jeg mig til at læse mere om

 

Det lyder som en super fed tur! Glæder mig til at følge med igen

 

Dag 1 - mandag den 25. marts

Så er turen begyndt. Det blev en travl weekend, hvor jeg ankom sent fredag aften fra en arbejdstur i London. Søndag kunne jeg tjekke ind hos KLM/Delta, og det gik uden problemer.

Jeg fik ikke sovet meget mellem søndag og mandag, og alligevel begyndte det at knibe med tiden. Tørretumbleren var ikke færdig til tiden, og et lagen hænger nu til tørre henover et par stole. Af samme grund endte jeg med at tage taxaen til lufthavnen.

Her blev kufferten sendt af sted efter at have trukket et bag-tag i automaten. I sikkerhedskontrollen var automatikken gået amok og blev ved med at sende folk til bånd nummer 9, selv om der var lukket. Det gik dog hurtigt nok alligevel.

Så tidligt en mandag morgen er der ret stille. På vej ud til min gate så jeg, at gangen ud til A18-A34 var helt mørk - der er sikkert sensorer og ingen er ankommet tidligt til første afgang kl. 06.55.



Jeg mødte også en robot, der var ved at vaske gulv. Der gik dog en mand ved siden af, så robotten opfylder vel ikke ligefrem sit formål.

Boarding begyndte til tiden og i zoner. Jeg var zone 3, som åbenbart var for sølvmedlemmer. Jeg var sølv hos Delta, da jeg bookede, men i mellemtiden har jeg mistet den status, så jeg må nyde at klemme det sidste ud af det laveste metalniveau.

Jeg indtog min plads, 6C, men en herre mente, at jeg havde taget hans plads. Det tog noget tid, før han indså, at 6A ikke er en gangplads.

Jeg blundede mange gange undervejs og var kun tilfældigvis vågen, da der var servering. Det blev til en banan-/nøddekage og et glas appelsinjuice.



Ellers en helt standardflyvning i en B737-800, hvor jeg vågnede to-tre sekunder, før hjulene ramte landingsbanen. Derfra var der kun 15 minutters kørsel ind til gaten.

I Amsterdam var der godt nok langt til gate G9, men jeg havde også to en halv time til næste afgang. Jeg havde forventet, at jeg skulle til en eller anden form for ekstra kontrol - det synes jeg, jeg plejer at være på sidste ben inden USA. Men ikke denne gang. Det var bare boarding-kort og pas, og så var der ombordstigning.



Det var en dejlig Dreamliner, der bød velkommen på plads 21C. Flyet var cirka 80 procent fyldt, men der var desværre ikke ledige pladser rundt om mig. Derimod fyldte en kvinde lige lovligt meget på midterpladsen og kildede konstant med sin jakke, som hun insisterede på at holde i skødet på hele turen.

Første servering kom efter cirka en times flyvning. Man kunne vælge mellem vegetar- og rigtig mad Jeg fik en kylligepølse med kartoffelmos og en brun sovs. Det smagte overraskende godt! Dertil lidt tapas, som jeg sprang over, og brød med ost.



Senere - og af en eller anden grund i separat servering - kom desserten, som var en slags tærte med æble og kanel.



Jeg fik sovet en del af flere omgange, men den 11 timer lange flyvning føltes godt nok lang. Jeg endte med at købe streaming-pakken over wi-fi for 30 euro, men af en eller anden grund virkede YouTube ikke rigtigt. Det så ud som om, at jeg var i et land, hvor YouTube simpelthen ikke eksisterer, men baseret på IP-adressen var jeg i New York. Nå, men jeg spildte da lidt tid på sociale medier.

Der var to yderligere serveringer, som jeg ikke fik taget billeder af. En klassisk KLM-ostesandwich, og halvanden time før landing endnu en varm ret. Denne gang en mellemting mellem en pizzaslice og en varm foccaciabolle. Der var ost, pesto og tomater på. Dertil en pastasalat og til dessert vanillemousse med noget krymmel. Alt sammen ganske glimrende.

Undervejs fik min 'bagbo' en dårlig vane med at bruge mit armlæn som fodstøtte, og da midterkvinden havde helle på det andet armlæn, måtte jeg kæmpe lidt for retten til det. Det blev ikke bedre, da bagboen plus veninde valgte at tage skoene af og dermed sprede en ganske voldsom lugtsky af fodsved. Heldigvis indgå de hurtigt deres fejl og tog skoene på igen.

Vi landede lidt før tid i LAX - til gengæld måtte vi så vente lidt i kø, før vi kom til gate. I Los Angeles var der ingen kø til ESTA, og jeg måtte i non-Americans-køen. Det gik nu også fint, selv om kvinden i paskontrollen ikke helt kunne følge med i, hvad jeg alt havde planer om. Alligevel lukkede hun mig ind!

Hen til bagagebåndet, hvor jeg måtte løbe lidt for at fange min kuffert - den kom lige i rette øjeblik.

Så skulle jeg finde shuttlebussen til hotellet. Jeg TROR de har flyttet stoppestedet lidt, men det lykkedes. Bussen gik hvert 30. minut og jeg tror jeg endte med at vente 15 minutter på den.

Jeg havde egentlig ikke forventet at ankomme til hotellet før klokken 15, hvor check-in normalt begynder, men jeg var der allerede kort før klokken 14. Heldigvis havde telefonen forlængst bippet og fortalt mig, at min værelse var klart til mig.

Hotellet med det lange navn 'Holiday Inn Los Angeles - LAX Airport' lå blot ti minutters kørsel fra lufthavnen, og efter et hurtigt check-in var jeg på plads i værelse 1027. Ingen upgrade og hotellet er en smule gammelt, men jeg skulle jo også kun være der en nat.


Og med lufthavnen som nabo var der også god udsigt til fly på vej mod landing.


Jeg faldt i søvn klokken 17 og var frisk omkring klokken 02.30. McDonald's, som var nabo til hotellet, havde døgnåbent og bød på morgenmad. Dog kun mod kontanter, da deres system var nede. Hun måtte også notere min ordre på et stykke papir og give det videre! Det sker åbenbart en halv time hver nat, hvor de skal genstarte og opdatere systemet. Det må kunne gøres smartere.

Foreløbig ikke den store oplevelses-ferie. Det bliver det heller ikke i morgen - men det skal nok komme!

*******

Flyveturen (CPH-AMS-LAX) var købt hos Delta for 4.647 DKK t/r inkl. indtjekket bagage. Turen gav 1.365 point hos Delta.

Hotellet er Holiday Inn Los Angeles - LAX Airport, hvor jeg havde booket et '1 King Standard'-værelse for 19.000 IHG-point. Der kom 500 velkomst-point retur.

 

Dag 2 - tirsdag den 26. marts 2024

Jeg tog tidligt i lufthavnen, da jeg alligevel var oppe. Udtjekning i appen og direkte til shuttle-bussen klokken 07.30. Den kørte med det samme, så jeg stod i kø hos Delta 15 minutter senere. Da jeg forsøgte at tjekke ind på appen, blev jeg nemlig gjort opmærksom på, at mit pas skulle 'verificeres'. Tahiti er fransk territorie, så som EU-borger skal jeg blot have pas.

Det blev verificeret, og kufferten blev også afleveret, hvorefter det var tid til sikkerhedstjek. Der var lidt kø, men det tog da under 15 minutter. Fremme ved gaten købte jeg lidt mad i en kiosk, der var udstyret med Amazon-teknologi - sådan mener jeg det var formuleret. Så ligesom jeg har prøvet i London, skal man bippe sit kreditkort, inden man går ind, og så bliver alt registreret via kameraer. Man tager altså bare det, man vil have, og går ud igen. Kiosken var dog så lille, og der var alligevel en mand, så jeg ved ikke rigtig, om man har sparet noget - 'Amazon-teknologien' er jo ikke gratis.



Gate-personalet bad igen og igen folk om at komme til skranken. Formentlig for et pas-tjek, men jeg slap, fordi jeg fik gjort det før sikkerhedskontrollen.

Der var en lille happening, hvor piloten blev præsenteret, fordi han havde 35 års jubilæum. Flere end 19.300 timer havde han fløjet for Delta. Han fik tak og applaus, og så begyndte boarding.

Skærmene fortalte hvor mange, der havde tjekket ind, og at der ville være 101 ledige sæder ombord. Boarding begyndte i rigtig god tid - mere end en time før afgang. Det skulle så ske med biometri, hvor vi alle skulle fotograferes frem for at bippe boarding-kort. Igen vil jeg sætte spørgsmålstegn ved, om det egentlig er fornuftigt. De sparer ikke personale, og det tager nok en smule længere tid end at bippe boarding-kort, for kameraet var lidt sensitivt.



Men vi kom alle ombord, og et kvarter før planlagt afgang erklærede piloten, at vi var klar til afgang. Alligevel endte vi med at blive forsinket - noget, som Flightradar-appen havde forudsagt længe. Den sagde nemlig afgang klokken 11.07 og ikke som planlagt 10.45. Der skulle dog gå endnu længere tid, angiveligt på grund af papirarbejde - på et tidspunkt tænkte jeg, at vi nok ikke kom af sted. Men det lykkedes med kun 50 minutters forsinkelse...



Det var et Boeing 767-skib (!) med 2-3-2 i økonomi-klassen, og jeg havde plads 21A. Pladsen ved siden af var længe tom, men da to passagerer pludselig havde boarding-kort til 20B, måtte en stewardesse slå op på sin mobil og flytte den ene ned ved siden af mig.

Pladsen var ved nødudgangen, og vi blev grundigt instrueret i, hvilket ansvar det indebar. Da vi blev opfordret til det, læste jeg guiden på sikkerhedskortet, og det var forholdsvis udspecificeret, hvad ansvaret bestod i. Jeg var ikke klar over, at det ville være mit ansvar at afgøre, om det ville være forsvarligt at åbne nødudgangen - det troede jeg kabinepersonalet ville beslutte og bede mig om. Det blev dog ikke relevant...



Første servering var en gang kylling i noget krydret yoghurt-sovs med ris samt en bakke kartoffesalat. Desuden en kiks med ost, og til dessert en brownie. Jeg fik først taget billedet halvvejs, og som det fremgår smagte kyllingen fint uden de tilhørende bønner!



Endnu en dag med en lang flyvetur. Ni timer udover Stillehavet, hvor jeg endte med at se både den første og anden John Wick-film.

Jeg nåede at blive sulten inden anden servering en time før landing. Her var det af en eller anden grund tid til morgenmad - klokken 16 på Tahiti og klokken 19 i Los Angeles. Noget brød med ost og æg samt en youghurt bød de på. Det var lidt kedeligt.



Vi landede cirka 20 minutter forsinket i Papeete lufthavn (PPT) på Tahiti, hvor det gik hurtigt med at komme af flyet. Vi havde fået udleveret to formularer på flyet, men den kuglepen, jeg havde med, valgte at strejke, så jeg udfyldte dem i lufthavnen. De fleste andre var amerikanske statsborgere, så jeg kom ret hurtigt gennem paskontrollen og efter kort ventetid kom min kuffert. Våd og kold - i modsætning til luften, der var knap 30 grader.



Jeg havde booket transfer på Viator, så der stod en mand og ventede på mig og andre. Jeg skulle vente cirka ti minutter, før de stakkels amerikanere kom igennem paskontrollen, før vi kunne sætte kursen mod Hilton.

Jeg fik aktiveret mit eSim hos Airalo undervejs, mens amerikanerne brokkede sig over stort set alt, hvad der var sket på flyet.



Ved indtjekning fortalte de mig, at jeg var opgraderet til 'ocean view' - noget jeg allerede havde set i appen. Jeg fik adgang til loungen, og den venlige medarbejdere fortalte om alle restauranter og andre faciliteter. Der var også en rabatkupon til baren på 2.000 CFP-franc svarende til 125 kroner.

Værelset var stort og fint, og ja, med udsigt til havet.



Det var efterhånden blevet mørkt, men inden sovetid tog jeg i Carrefour på den anden side af gaden. Der blev jeg godt nok overrasket. Jeg havde ikke forventet et supermarked på størrelse med Bilka i Fields - der var virkelig et stort udvalg.

*****

Flyturen LAX-PPT t/r kostede 1.720 kroner. Det skyldes som tidligere nævnt, at jeg sidste år blev kompenseret for at flyve en dag senere. Airfrance tilbød en voucher på 600 USD, som jeg accepterede. Turen gav 1.024 miles for hver vej - i alt 2.048 miles hos Delta.

Opholdet hos Hilton Hotel Tahiti bliver den absolut dyreste post på turen. Jeg har slet ikke nok point hos Hilton til opholdet, og IHG har ikke hoteller på øen. Heldigvis bookede jeg tidligt (i august sidste år!), for prisen er bare steget og steget siden. Min regning lyder på 273.371 XPF svarende til 17.050 DKK. Kursen svinger meget, og jeg har lidt på fornemmelsen, at de vil insistere på at afregne i euro-kursen fra dengang jeg bookede, men det får de ikke lov til. Bookingen er i XPF.

Opholdet på Hilton gav 21.439 basispoint, 4.288 point i sølv-bonus samt 2.000 point i en Points Plus Promotion. Samlet set 27.727 point.

 

Dag 3 - onsdag den 27. marts 2024

Dagen var uden faste programpunkter. Jeg havde regnet ud, at jeg ville være rimelig plaget af jetlag med 11 timers tidsforskel til Danmark.

Jeg stod op og gik lidt rundt på hotellet for at se poolen, restauranter og de andre ting. Blandt andet fik jeg kort besøgt loungen, som i den grad var en skuffelse.



Vand, kaffe og nogle billige småkager kunne det blive til. Ingen øl eller sodavand. Ingen frisk frugt, som ellers ville være oplagt på en varm stillehavsø. Hvis jeg ikke havde haft gratis adgang, skulle jeg betale 500 DKK om dagen. Det er jo forrykt!



Jeg kunne ikke umiddelbart finde morgenmadsbuffeten, som jo skulle være gratis for mig som diamant - i hvert fald indtil 1. april, hvor jeg ryger helt ned på sølv Jeg kunne have spurgt i receptionen, men jeg valgte i stedet at gå op i byen inden solen kom for godt i gang.

Det var en lang tur, specielt i de 28-30 grader. Temperaturen kommer ikke for alvor ned om natten, så det føles bare trykkende hele tiden.

Jeg kom forbi en pizza-automat - sådan en har jeg godt nok ikke set før. Jeg kunne ikke lige gennemskue, om man kunne købe slices eller kun hele pizzaer. For en hel pizza var lige voldsomt nok til morgenmad. Men jeg var fristet til at prøve!



Billedet her lagde jeg i øvrigt på Reddit, og nu har en canadier, der bor på Tahiti svaret, at han kender manden, der har installeret automaten. Nu prøver han at få billeder, så man kan se hvordan automaten ser ud indeni. Verden er lille!

Jeg gik forbi et par tøjbutikker, og jeg kommer nok tilbage for at bruge penge, men på denne første dag nøjedes jeg med at kigge.



Byen har en del serveringssteder og bærer præg af de krydstogtskibe, der kommer forbi. Men en del bygninger kunne også trænge til en omgang. Desuden er der en del tiggere på gaden - de er dog heldigvis meget rolige, og ikke så aggressive som de kan være andre steder.



Jeg gik også forbi færgeterminalen, som jeg senere skal gøre brug af. Tidligere har jeg undersøgt, om jeg kunne komme forbi andre østater eller Bora Bora, en anden ø i Fransk Polynesien, men det blev for dyrt. Så jeg nøjes med Moorea, som ligger 10-15 fra Tahiti.



Efter en hindbær-/ananassmoothie og turens første selfie, gik turen tilbage til hotellet. Resten af dagen gik med lidt indkøb og planlægning af den sidste del af ferien, hvor der stadig mangler lidt detaljer.



Jeg ville også have været i poolen sidst på eftermiddagen, men ganske uventet faldt jeg pludselig i søvn og vågnede halvanden time senere fra hvad der må have været dyb søvn, for jeg var helt groggy. Det betød selvfølgelig også, at jeg faldt sent i søvn senere. Jeg ender nok med at være træt i morgen, hvor jeg skal på udflugt!

 

Dag 4 - torsdag den 28. marts 2024

Jeg var tidligt oppe igen. Det er også fint nok - så er det ikke så svært at vænne sig til USA-tider i næste uge.

Jeg gik forbi receptionen for at høre om den gratis diamant-morgenmad. Hun tjekkede, og den var selvfølgelig god nok. Men morgenmaden blev serveret i en anden restaurant end jeg troede, og den åbnede 'først' klokken 06.30, så det var godt at jeg spurgte.

Ti minutter senere kunne jeg få morgenmad, og sikke et udvalg. Her et par billeder, men der var mere at vælge imellem og man kunne også få lavet omelet mv.









Der var servering i en bygning ud over vandet, og man kunne vælge mellem at sidde inde og ude. Da det allerede var meget varmt, valgte jeg at sidde inde. "Are you all alone?", spurgte kvinden, der ville vide, om hun skulle hente kaffe til mig. Det svarede jeg bekræftende på, men jeg overvejede også at forklare forskellen på alene og ensom, for det lød ærligt talt lidt dømmende.



Klokken 09.15 blev jeg hentet til dagens tur: "Crossing Over Tahiti Island - Outdoor Safari Escape in 4x4". Jeg havde booket på Viator, og da turen havde fået voldsomt gode anmeldelser, valgte jeg den selv om der ikke var så mange detaljer om turen.

Bilen var en safaribil - altså en slags pickup-truck, hvor der er sat sæder ind på ladet. Man sidder i et slags bur, og så kan man vælge, om der skal være dækket af på toppen og siderne. Dejligt at mærke vinden når det er så varmt! Ærgerligt at sæderne var på langs, så man sidder overfor hinanden. Ikke på grund af de seks andre, der var med, men fordi vi alle sad og drejede hovederne mod kørselsretningen - det giver lidt ondt i nakken, når det er en heldagstur.



Nå, men vi kørte med uret til klokken et på øen, hvorefter turen gik ind mod midten. Herfra gik over stok og sten - mest sten, som gjorde at bilen slyngede os rundt.

Udsigten fejlede ikke noget, da vi først var kommet forbi alle mulige statslige institutioner, lagre og kraftværker, som de har anlagt halvvejs ude i junglen. For der var grønt, grønt, grønt til alle sider.

Undervejs mødte vi også en del vandfald uden at de var specielt store, høje eller med meget vand - men lidt har også ret.



Omkring middag nåede vi forbi en lille sø, hvor man kunne svømme. Der var andre på tur, der allerede var i vandet, og vi var to fra vores gruppe, der hoppede i. Der var sten helt ned til vandet og inden jeg fik sko af, gled jeg og stod i vand til knæene. Øv! Men lidt omklædning og så kom jeg i på den 'rigtige' måde. Og nej, jeg fik ikke taget billede af mig selv i vandet.



Derefter kørte vi til frokost på et hotel midt ude i ingenting. Fantastisk placering, men hvis man bor dér, er der ikke meget at lave udover at nyde udsigten. Der er timers kørsel til alting. Nå, men det kunne vi jo være ligeglad med.



Jeg kunne til gengæld ikke være ligeglad med skiltet, hvor der stod, at de ikke accepterer kort. Cash only! Det er 2024, så jeg havde ingen kontanter med. Jeg havde heller ikke haft brug for det før nu, for de tager kort alle (andre) steder. Surt show - ingen frokost til mig. Jeg sad i stedet i bilen og åd de småkager jeg heldigvis havde med. En af de andre deltagere havde ikke fået noget at vide om en frokost, vi selv skulle betale - hun havde i stedet fået at vide, at vi ville køre forbi et supermarked, hvor der ville være mulighed for at købe ind. Hun havde kun råd til en øl, da hun heller ikke havde mange kontanter.

Videre efter frokosten, hvor vi skulle op i højden. Stadig uden en fornuftigt asfalteret vej bumpede vi forbi et skilt, hvor der stod noget med 'dangereux'. Betryggende... Men der var nu flot på toppen, bl.a. med en bjergsø og en del farverige blomster.



Til gengæld var der meget meget få fugle. Guiden nævnte noget med, at der ikke var mange frø, som de kunne spise. Det lød lidt mærkeligt, men udover nogle fritgående høns var det virkeligt småt med flyvende væsner.

Det begyndte at blive hårdt for kroppen i bilen. Endnu to timer med tusindvis af ryk frem og tilbage. Det var ikke sjovt længere - ja, faktisk blev jeg enig med mig selv om, at den fine udsigt ikke var køreturen værd. Jeg var helt smadret da jeg kom på hotellet og faldt da også i søvn i løbet af en halv time midt i et afsnit af den australske udgave af Stormester.

 

Dag 5 - fredag den 29. marts 2024

Det bliver et kort indlæg, for jeg lavede ikke meget.

Jeg spurgte i receptionen om de kunne skaffe en taxa, der tog imod kreditkort, men det var ikke muligt. Så jeg måtte i indkøbscentret på den anden side af gaden. På vej tilbage fandt jeg ud af, at der var en gangbro fra indkøbscentret til hotellet - den havde jeg ikke set før.

Da jeg havde hævet penge, tog jeg en taxa til byen for at købe en hat. Jeg glemte at tage dén med, som jeg købte sidste år, men Billabong havde en magen til. Jeg bruger ikke så meget solcreme, da jeg sveder det af igen, så en hat kunne hjælpe til resten af ugen.

Men der er åbenbart noget, der hedder Langfredag, som gør, at butikker holder lukket. Jeg havde ellers håbet, at et turiststed som Tahiti ville have lidt andre regler, men nej.

Jeg gik hjem til hotellet, og så blev resten af dagen ellers spildt foran computeren.

I morgen bliver mere intens...

 

Dag 6 - lørdag den 30. marts 2024

Jeg var tidligt oppe - så tidligt, at jeg ikke kunne nå at besøge morgenmadsbuffeten på hotellet. Men jeg havde forberedt mig og købt en baguette samt pålæg. Jeg er begyndt at have en plastiktallerken samt en 'rigtig' kniv og gaffel med på tur, så jeg ikke skal bøvle med plastik- eller træknive, som i hvert fald ikke er i stand til at skære i en baguette.

Jeg bestilte en taxa kort før klokken 6, og denne gang var der aircondition i taxaen. Vi kom hurtigt frem til færgeterminalen, for turen gik mod Moorea. Det er naboøen en halv times sejlads væk. Faktisk kan man også flyve derover, men jeg tvivler på, at det kan betale sig - både tids- og pengemæssigt.

Jeg fandt billetlugen og købt en billet. Det endte med at blive en returbillet, da jeg fik at vide, at den kunne bruges på alle afgange. Der var mange mennesker, men færgen var også stor.

Ombordstigning foregik ganske civiliseret, og færgen virkede forholdsvis ny. Der var lige fra ombordstigning til ankomst konstant kø ved den lille kiosk, så de må have haft en anselig omsætning.

Vi ankom en lille smule for sent, og jeg var allerede i tidspres. Planlagt ankomst 07.30, planlagt gåtur ifølge Google Maps 17 minutter, og jeg skulle være et sted klokken 07.45. Men jeg havde advaret dem, og selv om jeg ankom klokken 07.52, så var der ingen problemer.

Dagens første punkt var en ATV-tur, og jeg var lidt i tvivl om det var en guidet tur og om jeg skulle være sammen med en gruppe. Men det viste sig at være en simpel ATV-leje i fire timer, og så kunne jeg ellers fise rundt på øen, som jeg havde lyst til. Jeg betalte depositum og ATV'en blev gennemgået for ridser. Den venlige udlejningsmand fortalte om, hvor jeg kunne tage hen, men hovedruten er givet på forhånd: Tag hovedvejen rundt om øen mod urets retning, så du er tættest på vandet.



Maksimumhastigheden på øen er 60 kilometer, og det kunne ATV'en kun lige snige sig op på, hvis det ikke gik opad. De fleste steder måtte man køre 40 kilometer i timen, og jeg skulle jo også nyde udsigten. Jeg kørte forbi en tankstation for at købe lidt drikke til turen, og jeg kom også forbi et eller andet motionsløb med masser af mennesker på vejen.

Jeg var blevet foreslået at besøge den tropiske have, så der kørte jeg hen - efter i første omgang at køre for langt, for der var ikke god skiltning. Det var op ad bakke af en vej, hvor ATV'en kom til sin ret. Det var en lille privat attraktion, men det kostede ikke noget. Man kunne se forskellige planter - inklusive vaniljeorkideen, som jeg ikke havde set før.



Man kunne også se et vandfald, men vejen dertil var fuldstændig tilgroet, så det opgav jeg.

Så jeg kørte tilbage på hovedvejen og videre rundt om øen, indtil jeg kom til Belvédère du Opunohu. Her var den egentlige attraktion et udsigtspunkt på midten af øen. Men jeg syntes nu bedre om vejen dertil, hvor man kunne nyde den grønne natur.



Jeg skulle fylde benzin på dyret, men den slags gør man ikke selv her. Der er betjening på tankstationen. Den blev fyldt op for 67 kroner - det er vist ganske rimeligt.

ATV'en blev afleveret, og så var der frokost med i prisen. Det foregik ved en foodtruck ved siden af, hvor jeg kunne vælge mellem sushimi og en burger. Jeg elsker fisk, men de skal altså være tilberedt, så det blev en burger i stedet.

Efter frokost var det tid til jetski - eller vandscooter, som vi kalder det på dansk. Jeg klædte lidt om, og det var så her, jeg skulle have brugt den hat, som jeg ikke kunne købe i går.

De spurgte, om jeg havde prøvet det før, og efter at havde rodet lidt rundt i hukommelsen fandt jeg frem til, at jeg havde prøvet det to gange før - på Guam og Bahamas.

De andre på turen - for det her var en guidet tur - havde IKKE prøvet det før. Det var fire lokale, og de to af dem var ganske store kvinder. De kæmpede hårdt for at komme op på vandscooteren. De var ude i vandet, og man skulle kravle op bag på vandscooteren. Jeg havde svært ved at holde grinet tilbage - mest fordi den ene selv grinede meget højlydt.

Jeg endte med at have min egen guide, fordi jeg var engelsktalende. Så da vi varmede lidt op, var vi opdelt. Der gik ikke lang tid, før vi fandt ud af, at de andre ikke var friske på turen. Lidt omorganisering, så de kom ind til kysten igen, og guiderne byttede, så jeg fik ham, der ikke var så god til engelsk, og så kunne vi to tage af sted. Jeg fandt aldrig helt ud af logikken i det, men han fandt ret hurtigt ud af, at jeg ingen problemer havde med fart.



For af sted gik det i en helvedes fart. Vi kom ud på, hvad der i hvert fald føltes som åbent hav. Kæmpe bølger og guiden havde max-fart på og virkede ikke synderligt bekymret over, om jeg kunne følge med. Vandscooteren blev kastet rundt, og jeg blev efterhånden bedre til at forudsige bølgerne. Det var noget helt andet end på Bahamas, hvor jeg ganske vist kom op på 60 km/t, men på helt fladt vand.

Det var fedt. Seriøst fedt! Men det var dælme også hårdt at holde fast i sådan et bæst, når den flyver i tre sekunder og så lander på en bølge, der kommer imod en. Der var en enkelt gang, hvor jeg troede, den ville slippe fra mig, men det gik. Der er sådan en sikkerhedsline, så hvis jeg ryger af, stopper den.



Derefter var det ned i fart og mere afslappet. Guiden førte mig rundt om øen i passende afstand til kysten. Det var for eksempel tydeligt, at vi skulle holde større afstand de steder, hvor hoteller havde små villaer ud over vandet.



Guiden lovede 'fri leg' på vestkysten, men det endte med at blive lidt af en skuffelse - dog ikke noget han kunne gøre for. Der var mange bølger, men de var så tætte, at man ikke rigtigt kunne få noget ud af dem. I stedet hoppede vandscooteren bare hele tiden lidt op og ned, men på en måde, hvor det var hårdt i stedet for sjovt.



Jeg blev mere og mere øm i røven på grund af de mange stød. Hænderne var også ved at være trætte af at holde så meget fast i styret. Selv knæene og nakken havde jeg ondt i. Fuck jeg er blevet gammel!

Inden vi var helt færdige, syntes guiden lige, at vi skulle lave lidt tricks. Han viste hvordan, og så skulle jeg gøre det efter.



Det gik fint nok på første øvelse, men anden gang gik det galt. Jeg skulle holde én hånd på styret og dreje, mens jeg med den anden skulle holde bagerst på sædet og så ellers læne mig bagover. "Heldigvis" fangede han på video, da jeg røg i vandet.



Jeg syntes, jeg røg ret langt ned i vandet, og jeg er ikke ligefrem vild med dykning. Redningsvesten var røget op og hang rundt om halsen på mig. På vej op kunne jeg mærke vandscooteren, som jeg ikke skulle slå hovedet op i. Men jeg overlevede, og det værste var alt det saltvand, som nu havde indvaderet hele kraniet - sådan føltes det i hvert fald.

Der var stadig et stykke hjem, og nu kunne min krop ikke meget mere. Han foreslog flere gange, om vi ikke skulle lave flere tricks eller køre hen og se dit og dat. Jeg spurgte pænt flere gange, om vi ikke bare kunne komme hjem. Det havde været helt fantastisk, men jeg kunne ikke mere. Jeg var færdig...

Vi kom tilbage, og jeg takkede mange gange for turen. Og nu begyndte den manglende hat at vise sin vigtighed. For hold da op hvor var jeg blevet brun og rød. Mit ansigt kogte! Ude på vandet havde jeg ikke lagt mærke til det, men av av av. Jeg havde heldigvis god tid, så jeg gik stille og roligt til færgen med håndklæde over hovedet.

Færgen gik lidt før tiden, og tilbage på Tahiti tog jeg en taxa til hotellet. Her fik jeg smurt rigeligt med creme på skalpen, og så faldt jeg ellers i søvn klokken 19 - træt som aldrig før.

*****

Dagen i dag var oprindeligt planlagt helt anderledes. Jeg havde på Viator booket én dag med ATV og én dag med jetski. Men da jeg så under planlægning skal finde ud af, hvordan jeg kommer dertil fra færgen, ser jeg tilfældigvis, at et andet firma ligger lige ved færgen. Og da jeg sår slår priserne op, er det 100 euro billigere, hvis jeg booker begge dele på samme dag, og frokosten er ovenikøbet inkluderet. Så fik jeg ombooket!

 

Dag 7 - søndag den 31. marts 2024

Jeg vågnede tidligt om morgenen og vendte mig lidt. Det skulle jeg aldrig have gjort. Hele kroppen rottede sig sammen og fortalte mig, at jeg er 90 år og burde ligge i graven.

Efter at have sundet mig lidt, valgte jeg dog at ignorere det og stod ud af sengen for at inspicere skaderne efter de foregående dages aktiviteter.

Status:
- Solbrændt på fødderne
- Cirka 20 myggestik på benene
- Ondt i knæene, når jeg bevæger mig
- Øm på lårene
- Solbrændte lår
- Øm i røven
- Øm i hoften/bækkenet eller hvad der nu ligger deromkring
- Øm i skuldrene
- Øm i underarmene
- Solbrændt på underarmene
- To sår på højre hånd
- Solbrændt næse og kinder
- Solbrændt hovedbund

Men det var så også dét. Jeg kunne f.eks. glæde mig over, at nakken ikke var solbrændt. Huden på panden og næsen var så rød, at jeg frygtede, at der ville komme blærer, men efter et bad, der fik huden til at føle som om den brændte, gik cremehelvede i gang i håb om, at lidt fugtighed kunne mildne det hele.

Og derfra skete der ikke så meget mere. Jeg havde mest ondt af mig selv. Om aftenen forsøgte jeg at bestille room service, men der blev ikke svaret. I stedet gik jeg i Carrefour, der havde lukket, så jeg endte med at spise tre müslibarer og gå i seng. Måske bliver det bedre i morgen.

Jeg har for at skåne dig som læser valgt IKKE at lægge billeder op af mig selv.

 

Hvor er det fedt at læse om dine oplevelser. Jeg nyder dem alle!

Og fedt at det hele ikke er Instagram-gloværdigt, men at du også er ærlig omkring de "fejl" du begår.. Tak for det!

 

Dag 8 - mandag den 1. april 2024

Dagen begyndte stort set som i lørdags. Dog havde jeg ikke fået styr på morgenmaden, da der var lukket påskedag. Af sted med taxa klokken 06.00 til færgen, som gik klokken 07.00. Denne gang var der ikke nær så mange af sted - sikkert fordi 2. påskedag også er en helligdag her.

Derfor var der heller ikke samme massive kø ved færgens kiosk, hvor der ikke var det store udvalg, så jeg nøjedes med en 'pain chocolat' og en Coke Zero (nej, jeg drikker ikke kaffe).

Jeg var blevet ombooket fra klokken 08.00 til 09.00, så jeg havde god tid ved ankomst. Jeg gik op til supermarkedet Champion og købte lidt mere at spise. Nå ja, og så brugte jeg lidt tid på at undre mig over, at Champion havde produkter med Carrefours logo. Det viser sig, at Carrefour ejer Champion, men at de har lukket kæden ned i 2017 - altså bortset fra i Fransk Polynesien af en eller anden grund.



Lidt før klokken 09.00 gik jeg ned til samme sted, som jeg prøvede jetski ved i lørdags. Denne gang skulle jeg prøve flyboard, som jeg ikke tror vi har et dansk ord for. Jeg nægter i hvert fald at kalde det for et flyvebræt.

Det har jeg tidligere villet prøve i Las Vegas, men det blev aflyst. Jeg kan ikke huske, om det var på grund af mig eller dem. Derfor var jeg også ret opsat på at prøve det denne gang, selv om jeg stadig er ret øm og sikkert lidt stiv i leddene.

Desværre er der ingen billeder af dagens udfoldelser. Ikke fordi jeg ikke vil offentliggøre min fede krop svævende over Stillehavet, men der blev ikke taget nogen billeder - og jeg kunne jo ikke selv gøre det.

Her er en video, hvor man kan se, hvor flot det ser ud, når man kan finde ud af det:



Jeg fik udleveret en slags våddragt med korte ben og ærmer og efter at kæmpet med at få den på, blev jeg gjort opmærksom på, at lynlåsen skulle være bagpå. Så gik det pludselig meget nemmere og den passede fint. På med masser af solcreme og så var det med at lytte til den franske instruktør. Og jeg ved ikke om det var accenten eller at han bare var dårlig til engelsk, men jeg forstod ham simpelthen ikke og måtte flere gange have ham til at forklare det igen. På et tidspunkt snerrede han af mig, så jeg var lige ved at stoppe og sige 'hvis det skal være på dén måde...'.

Men vi kom ud i vandet og med redningsvesten på skulle jeg bare læne mig bagover, mens han spændte flyboardet på mine fødder. Flyboardet har en stor slange monteret i bunden, og den fører så hen til en jetski.

Nu skulle vi så længere ud på vandet, så der var lidt dybde. Det foregik ved at jeg lå i vandet på maven, og så 'skubbede' han mig foran sig. Jetskien pumper vand op gennem slangen til flyboardet, som så sprøjter vandet nedad igen og dermed skaber opdrift. Men på dette tidspunkt - i vandet - skubbede det mig bare fremad, mens jeg kunne styre lidt til højre og venstre.

Han forklarede lidt om, hvad jeg skulle gøre. Kort fortalt skulle jeg gøre mindst muligt og bare lade flyboardet skubbe mig op i luften. Ved at vippe lidt til siden eller frem og tilbage kunne jeg styre retningen - også op og ned.

Han satte tryk på slangen, og så gik det løs. Jeg rystede i benene, for det var en ny situation, jeg ikke var helt tryg ved endnu. Armene var ude til siden for at holde balance. Jeg kom lidt op i luften, men ikke så længe.

Efter en del forsøg fandt jeg ud af, hvad der virkede. Det var ikke let, men jeg fik nogle fantastiske flyveture. Kig ud mod horisonten, armene ind til siden, hold benene strakte og så videre - det hjalp alt sammen.

Men højt at flyve, dybt at falde, og det var ikke nemt at komme ned igen med stil, selv om det lykkedes et par gange. Jeg røg både pladask på maven og ryggen, og en enkelt gang gjorde det en smule ondt. Det værste var dog, da jeg var meget tæt på at ramme jetskien. Det er ikke helt let at svømme væk i vandet med det aggregat spændt på fødderne.

Jeg ved det ikke med sikkerhed, men jeg har vel været fire meter oppe over vandet. I situationen føltes det som minimum 10!

På et tidspunkt blev jeg træt og syntes, jeg havde fået opfyldt det jeg ville, så jeg bad ham om at stoppe. Han gjorde opmærksom på, at jeg havde fem minutter tilbage, men det betød ikke noget.

Ind på land og klæde lidt om igen, og så var jeg på vej tilbage til færgen. Flyboard er tjekket af på listen, som stadig indeholder parasailing. Det kan man også prøve på Moorea, men det må være nok for nu.

Flyboard kom i øvrigt også på programmet ret sent, da jeg ombookede jetski og ATV - se indlægget fra lørdag. Jeg sparede 100 euro, som jeg i stedet brugte på flyboard.



Tilbage på Tahiti gik jeg hjem til hotellet. Jeg holdt mig så vidt muligt i skyggen og smurte konstant mere solcreme på.

Det var som nævnt helligdag, så langt de fleste butikker havde lukket. Jeg gik senere forbi en tankstation og købte en pose Haribo Pik - ja, fordi det er tøhø-sjovt.

 

Dag 9 - tirsdag den 2. april 2024

En ret begivenhedsløs dag. Jeg brugte formiddagen på kedelige ting som selvangivelse, b-skat og forskudsopgørelse.

Jeg undgik morgenmaden. Eftersom jeg er blevet nedgraderet til sølv hos Hilton pr. 1. april, er jeg ikke sikker på, at jeg har gratis morgenmad mere. Måske gælder det under hele opholdet - måske ikke. Jeg prøver at satse lidt mere på Hilton resten af året, da diamant for længst er hjemme hos IHG.

Morgendagens flyvetur tilbage til Los Angeles tjekkede jeg ind til uden problemer. Men jeg tvivler på, at Papeete lufthavn har særligt meget automatik, så jeg skal nok alligevel hen til en skranke for at få kufferten med.

Ellers fik jeg hævet penge til taxaen til lufthavnen, og i løbet af aftenen begyndte huden så at skalle af hovedet.

Tja, mere er der ikke at berette. Jeg forsøgte at få et billede af solnedgangen fra hotellet, men skyer ødelagde det...

 

Din diamantstatus holder ved helt til check-out, så du kan roligt spise morgenmad i morgen. Jeg fik det selv bekræftet hos Hilton, da jeg ville benytte executive loungen på Conrad Tokyo og blev nedgraderet fra diamant til guld den 1. april - de bekræftede, at jeg kunne udnytte mine diamantfordele indtil udtjekning. Du får dog kun point efter den status du har på udtjekningstidspunktet (så ingen 100% bonus).

 

Tak for info! Jeg er dog taget videre nu. Men jeg ville da foretrække pointene frem for morgenmad.

 

Dag 10 - onsdag den 3. april 2024

Jeg skulle med en morgenflyvning, så vækkeuret sagde 03.30, men jeg vågnede i god tid før det. Jeg brugte tiden på at tjekke mine kommende bookinger, og sørme om jeg ikke kunne spare 3.000 point på en enkelt overnatning i Californien.

Jeg fik pakket mine ting - inklusive det beskidte tøj, der lugter af saltvand. Godt jeg kan vaske på hotellet i Los Angeles.

Af sted mod receptionen og tjekke ud. Her havde jeg, som tidligere nævnt, forventet, at de måske ville prøve at kræve flere penge end bookingen lød på. Men alt gik godt, og receptionisten ændrede det 'hold' de havde på mit kort til den rigtige pris. Cirka 18.000 kroner for otte nætter - jeg er ikke vant til at betale så meget pr. nat, men det er femstjernet på en attraktiv lokation.

Der var gået lidt ged i deres taxa-koordinering, så der holdt allerede en klar, da jeg spurgte, om de kunne ringe efter en.

Ved indtjekningsskranken skulle de veje både den store og lille kuffert. De stillede spørgsmål om jeg selv havde pakket og om jeg havde efterladt dem uden opsyn. De ville også se min billet ud af USA. Ingen problemer...



Lufthavnen er en åben lufthavn uden køling. Så alle står og sveder i 25 graders varme for derefter at blive klemt inde i et fly, hvor vi så kan lugte til hinanden. Herligt! Desuden kunne folk stå og ryge under åben himmel to meter fra ventesalen, hvor alle kunne lugte til deres røg. Ikke ret optimalt!



Jeg skulle med en ret ny A350-900 - og sådan en tror jeg ikke jeg har prøvet før. Selv om gatepersonalet havde annonceret, at flyet ville være fyldt og at folk derfor kunne indtjekke deres håndbagage, så var der god plads på hylderne. De er af den store slags, hvor kufferterne kan vendes 90 grader, så der er plads til cirka en tredjedel mere.

Der var én blandt kabinepersonalet, som ikke var så høj. Hun kæmpede med at få lukket bagagehylderne - stakkels hende. Men det fik mig til at tænke på, at man i 2024 da burde have motorer på, så de centralt bare kan lukke dem alle sammen. Kom nu, Airbus og Boeing!

Det var et dejligt moderne IFE med film og tv-serier, og der var sørme også kameraer ude på flyet. Så man kunne se med, både under flyet mod jorden samt fra halen ud over flyet.



Der var også mulighed for at forbinde ens telefon, som skulle kunne fungere som en slags fjernbetjening og 'second screen'. Men det skulle foregå via wifi, og det virkede ikke på den første del af turen.

Jeg sad til gengæld ikke særlig godt. Jeg er ikke helt sikker på, hvad problemet var - måske var sædet et par centimeter for lavt, måske var det for blødt. Jeg ved det ikke, men jeg rykkede ret meget rundt uden at kunne finde en behagelig stilling. Der var heller ikke meget benplads, men det gik.

Første servering - i blåt lys, som det fremgår - bestod af noget oksekød med pastasløjfer. Dertil en gang kold kartoffelsalat med surimi. Ja, det stod ingen steder, men det er mit bedste bud. Og det smagte faktisk fint nok. Brød med smøreost og smør, og en dessert, som var en lidt tung kage. Trods den gule overflade kunne jeg ikke rigtig smage om det var citron, mango eller hvad det nu eller kunne have været.



Jeg sov en smule og fik læst en halv bog. Cirka halvdelen af turen var der turbulens - ikke voldsomt overhovedet, men det varede så længe, og imens måtte folk jo ikke rejse sig og gå på toilettet.

Halvanden time før afgang kom de rundt med en lille pose med en yoghurt, en chokolademuffin og en oste-/skinkesandwich. Og så var det tid til landing i Los Angeles. Jeg kunne følge med på kameraet, at foreste landingshjul blev sænket og gav lidt røg fra sig, da det ramte jorden.



Jeg stod i kø i paskontrollen i cirka 90 minutter, og da jeg endelig nåede ned til bagagen, kørte båndet ikke længere. Selvfølgelig var min kuffert allerlængst væk.

Omkring klokken 21 - Los Angeles er tre timer foran Tahiti - landede jeg på hotellet. Her skal jeg blot tilbringe to nætter, inden jeg skal videre østpå.

*****

Jeg er tjekket ind på samme hotel som for en uge siden: Holiday Inn Los Angeles - LAX Airport, hvor jeg blev opgradet fra et '1 King Standard' til et '1 King Standard High Floor'. Jeg har givet 40.000 point for to nætter. Da jeg valgte gratis morgenmad, fik jeg ikke nogen velkomstbonus.

 

Dag 11 - torsdag den 4. april 2024

Jeg vågnede lidt tidligt, og så var det tid til at vaske tøj. Jeg gik ned til receptionen for at høre, hvor deres 'guest laundry' var. Her var meldingen "Uh, jeg ved ikke om det virker. Det har ikke virket i lang tid, men det er på anden sal." Ugh... Op på anden sal, og ganske rigtigt: Alt var ude af drift. Jeg overvejede at gå tilbage til receptionen og brokke mig over, at de har det på hjemmesiden, når det ikke har virket i lang tid. Men jeg orkede ikke at tage kampen.

Så øh... Der blev genbrugt lidt tøj!

Morgenmaden på dette Holiday Inn var skuffende. Der var mindre udvalg end på et Holiday Inn Express, men jeg fik dog serveret en appelsinjuice, så jeg ikke behøvede selv at skænke op. Det blev til en kedelig omgang røræg med de der burgerbøffer, som de af en eller anden grund serverer separat.

Jeg skulle til Universal Studios. Billetten var købt online til 149 dollar, hvilket jeg syntes var dyrt. De åbnede klokken 09.00 og jeg havde stadig god tid. Jeg endte med at falde i søvn med YouTube kørende og vågnede først klokken 09.00.

Af sted med en Uber til svimlende 60 dollar, men jeg havde ikke fundet en bedre løsning. Da jeg også skulle tilbage igen, kunne jeg sikkert have lejet en bil billigere, men det fik jeg altså ikke gjort.



Og så var jeg ellers i Universal Studios Hollywood. Det var lidt svært at finde ud af, hvor stort det egentlig var, men jeg fulgte strømmen og endte i en kø ved indgangen. Der gik heldigvis ikke så lang tid, før jeg fik min QR-kode skannet og blev lukket ind i himmerriget.



Det bliver lidt omfattende at beskrive alle de ting, jeg så, men jeg var godt nok imponeret. Det var vildt at se, hvor meget der er gjort ud af det hele. Fra deres små plysdyr, der bevæger sig meget realistisk til den lille New Yorker-bydel (kulisse), hvor en af cafeerne selvfølgelig er en rigtig café. Fra Simpsons Kwik-E-Mart, der sælger souvenir-kopper med donut-print og hvor der er et reelt hul igennem koppen - til deres 'rides' hvor man mister fornemmelse af tid og sted og bare lader sig føre gennem universet med skærme, robotter, kulisser og meget mere.



Jeg tog en Studio Tour på en times varighed. Det var også imponerende. Der var virkelig tænkt på alt i forhold til at få folk igennem systemet. Hvis jeg ikke arbejdede med tv, var det nok dét, jeg ville arbejde med: 'People flow' - hvordan man med skilte, indretning, møbler osv. kan få folk derhen, hvor man gerne vil på en effektiv måde.



På 'bussen', som reelt var nogle vogne spændt efter hinanden, var der en guide. Han styrede sit helt eget tv-show på skærmene. Jeg gad egentlig godt snakke med ham om, hvordan han gjorde, for han styrede lyd, billede og indslag - og det var ikke bare en fast playliste, for nogle gange skulle han fylde tiden, mens vi ventede i kø, og en enkelt gang måtte han sætte et 'quiet please' skilt på, da vi kørte forbi en filmoptagelse. Han havde en kæmpe viden om, hvad der foregik i de forskellige studier - igen, han læste ikke bare op, for han kiggede i kameraet hele tiden, og nej, han havde ikke teleprompter.

Vi kom rundt i hele parken og fik set en masse kulisser fra forskellige film. Jeg fik dog ikke taget så mange billeder undervejs. Her et dårligt billede af et 'flystyrt' fra en eller anden film.



Jeg fik ikke prøvet så mange forlystelser, for det at stå i kø er ikke lige min kop te. Og når de angiver, at køen er 70 minutter lang, så bliver det et pænt nej tak fra min side. Men det var nu også fint med mig at gå rundt og bare opleve. F.eks. er der nu noget særligt over at se et barn blive virkelig begejstret over noget helt simpelt. Som når en 8-årig pige bare står og måber med sin tryllestav i hånden og en dør i Hogwarts-universet åbner. På den anden side, så tag dig dog sammen, unge. Det er bare en kulisse!



Ud på eftermiddagen tog jeg en Uber tilbage til hotellet og fik tjekket ind til morgendagens flyvning. Her spurgte American Airlines, hvor meget jeg skulle have, hvis de måtte ombooke mig - flyet var altså overbooket. Jeg kunne vælge mellem 300, 450 og 600 dollar. Det ville ikke være 'instant', men så ville de fra gaten spørge de folk, der havde meldt sig. Jeg sagde 450 dollar og fik et boarding-kort. Hvis det bliver en reel mulighed (de spørger selvfølgelig først dem, der har valgt 300), så ved jeg ikke lige hvad jeg gør. For der venter jo et hotel og en lejebil i den anden ende.... Nu må vi se!

 

Hvis du en anden gang kommer i Universal Studios, så har de ved siden af den normale kø til forlystelserne, en kø linje ved navn Single Riders Line, hvor alle “singler” eller folk, som er ligeglade med nødvendigvis at sidde ved siden af hinanden, stort set kan springe køen over. Vi var 2 mand afsted og hoppede i Single Riders og fik ofte plads på samme forlystelse, bare placeret i hver sin vogn.
Ventetid var under 10min pr. Forlystelse

 

Det er bekræftet:

 

Dag 12 - fredag den 5. april

Jeg var ude af sengen klokken fem og tog shuttle-bussen omkring klokken halv syv til LAX. Og så skulle det vise sig, at American Airlines ikke havde nær så godt styr på procedurer og 'people flow' som Universal Studios dagen før.

Jeg skulle flyve fra terminal B, så der gik jeg selvfølgelig hen. Men nej, tjek-ind foregik selvfølgelig i terminal 4. Jeg var heldigvis i god tid, men irriterende at skulle udenfor og gå helt hen til en anden terminal.

Jeg fik tjekket bagagen ind og betalt 30 dollar for dét. Så skulle jeg tilbage til terminal B for at gå gennem sikkerhedskontrollen - hvilket selvfølgelig var i den ende, der var længst væk.

Mit boardingkort havde angivet gate 157, så der gik jeg hen. Men på skærmene i terminalen og ved gaten stod der ingenting. Ja, ved gaten stod der noget med Eva Air. Der var dog stadig god tid, så det kunne jo nå at ændre sig. Det gjorde det bare ikke.

45 minutter før afgang var der stadig intet, der fortalte, at gate 157 skulle bruges til en AA-afgang til Chicago. Jeg hørte i øvrigt heller aldrig noget til den overbooking, jeg var blevet spurgt om, da jeg tjekkede ind online.

Der var en del personale ved gaten, og cirka en halv time før afgang lykkedes det dem at ændre den ene skærm, så man nu kunne se, at det var den rette gate. Men tre andre skærme i gaten viste fortsat Eva Air.

Så begyndte boarding. Gruppe 1, 2, 3, 4... Der var mindst 8 og jeg var i 7'eren. Gaten havde de her 'smarte' maskiner, hvor man bare skal skanne sit boardingkort og så kan man gå ombord. De virkede bare ikke! Eller det gjorde de, men de var så sensitive, at det gik i ged hele tiden. Der stod et styk personal ved hver maskine og fortalte konstant dem bagved, at de ikke måtte komme for tæt på. Man skulle stå 2-3 meter fra maskinen, indtil glasdørene lukkede efter manden foran. Desuden skulle cirka hver femte skanne deres boardingkort to gange, fordi skanneren var for dårlig. Igen: Hvorfor automatisere, når det hverken er hurtigere, sparer penge eller er mere bekvemt?



Ombord på flyet (B737-800) indtog jeg min plads på 12A og indså hurtigt, at flyvningen ville blive et helvede. For ind på 12B og 12C kom mor, far og et barn, der vel har været 3-6 måneder. Og som hylede fra starten. Jeg fik en albue i siden, når moren skulle løfte barnet og der røg legetøj ned mellem mine ben. Ungen forsøgte også at få min opmærksomhed, men jeg prøvede bare at sove.

Det endte vel med gråd i 60 procent af tiden, og jeg sov nok i 3 gange 15 minutter. Servering var der ikke meget af - lidt drikke og en Biscoff-kiks.

Vi landede lidt før tid i Chicago, og det var en skæv landing. Jeg ved ikke, om der var meget vind, men vi ramte asfalten lidt hårdt og det virkede som om, at flyet var vinklet lidt i forhold til landingsbanen. Et par passagerer blev lidt utrygge.



Jeg skulle hente lejebil, og Hertz havde sendt mig en guide. Jeg skulle finde 'Air Transport System' og tage toget til udlejningscentret. Det tog lidt tid at finde ud af, men jeg kom da frem.

Jeg er 5-star hos Hertz pga. min IHG-diamantstatus, og på et skilt stod der, at guldmedlemmer kunne gå direkte ud til bilerne. Jeg var lidt i tvivl om 5-star talte som guld, men jeg gik derud. Her var der - som de fleste steder - skærme med statusmedlemmer og hvor de skal gå hen. Ud for alle andre stod der f.eks. at Mr. Smith skulle gå til President's Circle, men ud for mit navn stod der bare 183!

Det skyldtes, at jeg havde lejet en pickup-truck, og den havde de åbenbart kun én af. Normalt kan man bare selv vælge, hvilken bil man vil have inden for en kategori, men til mig var der bare den ene. Jeg har aldrig prøvet at køre pickup-truck før, så nu skulle det være. Og der stod en Dodge Ram 1500 i postkasserød klar til mig!



Jeg brugte nok ti minutter på at få alting på plads og gøre mig klar. Jeg havde - ligesom sidste år - købt en mobilholder, så jeg kunne bruge min telefon til navigation. Derfor skulle jeg også have styr på usb-kabel og bagagen på plads. Det største problem var nøglen - jeg kunne simpelthen ikke finde ud af at starte bilen. Det var sådan en 'fob' - altså ikke en rigtig nøgle, men bare sådan en med knapper til at låse bilen. Samtidig havde bilen et 'gammeldags' hul til en nøgle - som jeg jo ikke havde. Det viste sig, at spidsen af 'fobben', hvor der stod PANIC, skulle presses ind i nøglehullet, og så gik bilen i gang.

Jeg kører ikke så tit - det er min undskyldning!

GPS'en var indstillet, da jeg kørte hen til udkørslen. Manden skannede bilen og tjekkede mit kørekort, og så var det af sted.

Jeg har vist efterhånden nævnt nogle gange, at jeg endnu ikke havde fået vasket tøj herovre. Så jeg kørte forbi et storcenter syd for Chicago og fik købt nogle underbukser



Derefter satte jeg kursen mod Columbia City, Indiana, hvor jeg ankom cirka 22.30 - nu i Eastern tidszone. Og så var det ellers i seng!

*****

Jeg fløj med American Airlines fra Los Angeles til Chicago på økonomi. Billetten kostede 1.842 kroner plus 30 dollar for bagagen. Til gengæld fik jeg 1.104 Avios og 10 Tier Points på min British Airways-konto.

Hotellet er Holiday Inn Express & Suites - Columbia City. Her har jeg booket fire nætter til samlet 62.000 point. Værelset er et 1 King Standard Additional Living Area. Da morgenmad er inkluderet, fik jeg straks 500 velkomstpoint.

Lejebilen er som nævnt en Dodge Ram 1500 fra Hertz. Jeg giver 307,34 dollar for fire døgn. Hvis jeg får point - det burde jeg gøre, men det er glippet før - så opdaterer jeg senere.