Gennem de seneste 15 måneder har jeg boet og arbejdet i Sydney. Jeg har et såkaldt 457-visum, som gælder i to år. Men arbejdet har været, om ikke frygteligt, så slemt nok til at jeg har sagt op. Så nu går turen... ja, jeg ved faktisk ikke helt hvorhen. Jeg har tidligere været 'hjemløs' og boet der, hvor der nu var arbejde - og arbejde har været på freelance-/konsulentbasis. Jeg var ret glad for den ordning - altså ikke at have noget decideret hjem. Men jeg må også erkende, at myndighederne har det lidt svært med det. Så jeg kommer formentlig til at have et eller andet lille værelse i Københavnsområdet, og så ellers bare være på tur. I første omgang går turen dog til USA på ferie. Jeg rejser med Air New Zealand på en EuroBonus-billet fra Sydney over Auckland til Los Angeles. Senere samme dag, på separat billet og efter seks timers mellemlanding, går turen videre til El Paso med American Airlines, betalt med Avios. Fra El Paso tager jeg på nogle dages roadtrip i New Mexico, hvor jeg bl.a. skal besøge White Sands National Monument, Carlsbad Caverns National Park, UFO-museum i Roswell og fejre 4th of July i Santa Fe. Jeg flyver fra El Paso over Dallas/Fort Worth til Omaha med American Airlines på første klasse betalt med Qantas-point. Her står den igen på roadtrip og denne gang i adskillige stater. Jeg skal bl.a. besøge: - Dansk Museum i Iowa - Fort Abraham Lincoln State Park - Museum of the Rockies - Garnet Ghost Twon - Flathead National Forest - Yellowstone - Mount Rushmore - Viborg og Dannebrog! Jeg ender tilbage i Omaha, hvorfra jeg flyver til Chicago med American for Avios. Her tilbringer jeg et par nætter, inden jeg fortsætter til Billund over Philadelphia og London Heathrow på business. De to første ben er med American og det sidste med British Airways. Turen er betalt med Qantas-point. I Danmark er jeg i hvert fald nogle dage, hvor jeg skal til et bryllup (ikke mit!). Og så går turen til.... Ja, det ved jeg ikke helt endnu! Det har taget lang tid at planlægge, men den del elsker jeg. F.eks. kunne jeg starte min rundtur i den nordlige del af USA hvorsomhelst på ruten, men det blev fra Omaha, da bilen var billigst at leje der. Jeg rejser hjem via Chicago, da Qantas havde business-bonusbilletter derfra på den dato. Og så er der en del hoteller, jeg overnatter på, fordi de er billigere - også selv om jeg måske må tage en mindre omvej. F.eks. endte jeg med IKKE at overnatte i West Yellowstone, da det er frygteligt dyrt - i hvert fald på det tidspunkt, jeg ville være der. Sådan ser hele turen ud: Og hvis vi zoomer ind på USA: Blå er roadtrip - de sorte streger er fly. Jeg har på nuværende tidspunkt besøgt 31 amerikanske stater (og her tæller min app altså Washington DC med som stat). Denne tur fylder godt op på den liste: - New Mexico - Nebraska - Iowa - South Dakota - North Dakota - Montana - Idaho - Wyoming Og jo, jeg vil gerne op på alle 50 (51) stater. Jeg mangler Alaska, Minnesota, Wisconsin, Alabama, Mississippi, South Carolina, North Carolina, Delaware, Michigan, Indiana, Ohio, Kentucky og West Virginia. Faktisk har jeg været i Kentucky i 24 timer, men jeg fik ikke rigtig noget ud af det, så det tæller ikke i min bog. Derudover har jeg været i to amerikanske territorier: De Amerikanske Jomfruøer (tidl. Dansk Vestindien) og Guam. Jeg håber jeg får tid til at skrive undervejs og lægge nogle billeder op. Selv om turen er planlagt i detaljer, vil jeg lige lægge et forbehold ind om, at jeg måske går amok og laver en del om. Jeg er ikke bange for at afvige fra planen
Det lyder fannermig som en spændende tur, glæder mig til at læse om den. Og velkommen hjem - en slags hjem i hvert fald.
Med al respekt: Hvorfor har du beholdt et 'frygteligt' arbejde i halvandet år? Er livet ikke for kort til det? Uopsigelig kontrakt, forbløffende god løn eller 'håber-det-snart-bliver-bedre'?
Som sådan var mine arbejdsopgaver ikke frygtelige. Det var mere hele projektet, jeg moralsk ikke kunne støtte op om. For at lave en analogi, så forestil dig, at du får arbejde som lærer på en friskole, og først efter du starter finder du ud af, at det er en kristen friskole - og du er ateist. I forhold til opsigelse var der noget med en klausul i kontrakten, som jeg ikke ville risikere at bryde. En lang forklaring med en del detaljer, som jeg ikke vil ud med. Men beslutningen blev taget i august, og jeg blev nødt til at vente til april med at sige op. Og så var der tre måneders opsigelse, hvorefter vi når frem til juli.
Så tyvstarter jeg turen i dag - nemlig med en hotelovernatning her i Sydney. Jeg havde opsagt min lejlighed pr. 30 juni, og senere viste det sig, at det kun var muligt at få en bonusbillet den 1. juli. Jeg skal dog bare gå et par hundrede meter hen til nærmeste Holiday Inn, så det går nok. I går gennemgik jeg igen mine bookinger og fik optimeret lidt. Jeg havde booket bil i så kort tid som muligt og både i El Paso og Omaha havde jeg planlagt at tage shuttlebus til hotellet og så hente bilen i lufthavnen dagen efter. I El Paso kunne jeg dog forlænge bookingen uden merudgift, og så sparer jeg da lidt tid. Jeg lejer hos Hertz, da jeg har Five Star status via IHG Spire og det giver lidt point og gode priser. Jeg kunne dog ikke ændre bookingen på min bærbare - siden blev ved med at vise det som en ny booking i stedet for en ændring af en eksisterende. I appen gik det dog fint! I Omaha kunne jeg ikke få samme pris frem, men da jeg fik scrollet godt ned på siden, kunne jeg slippe med fem dollar ekstra. Det er en sparet time værd! Så lokkede de også med 'Manager's Special', som jeg ikke har prøvet før. Jeg kan se online, at det bruger de til at komme af med de biler, de har for mange af - jeg håber så det bliver en Audi Prisen var den samme som den billigste bil - og altså de fem dollar ekstra.
Ferien er i gang! Jeg tog Air New Zealand fra Sydney over Auckland til Los Angeles. Første ben var med denne her: Det var en bonustur betalt med 54.000 EuroBonus-point og 1470 kroner. Ved check-in i Sydney virkede automaten ikke, og jeg måtte have hjælp fra en AirNZ-medarbejder. Hun kom med et par undrende blikke og jeg kunne se på skærmen, at der stod noget i retning af 'NZ IMMI OK, CTC DENIED'. Jeg har ingen anelse om, hvad CTC er, men DENIED betyder næppe noget godt! Hun ringede rundt, og så faldt femøren. Jeg har fået nyt pas, og da mit australske 457-visum er linket til passet, giver det problemer. Jeg havde ellers styr på at få nyt ESTA til turen, men visummet havde jeg glemt. I øvrigt havde jeg jo ikke tænkt mig at vende tilbage til Australien, men det vidste de ikke. Jeg forklarede situationen og kunne heldigvis huske mit gamle pasnummer, og så var beskeden 'vi skal bare vente et par minutter, så går den igennem'. Det gjorde vi så, og vupti, så var der boarding-kort og klistermærke til kufferten. Pyh! Jeg havde fået en midterplads fra AKL til LAX, men i den situation skulle jeg ikke prøve på mere. I dagene op til havde jeg haft lidt hovedpine og stoppet næse, men jeg tænkte ikke videre over det. I april fik jeg en influenzavaccine op til vinteren, og så skulle alt jo være godt. Men nej, det blev værre og værre over Stillehavet. Jeg måtte flere gange bede min sidemand/-kvinde om at flytte sig, så jeg kunne hente nye papirforsyninger til min stakkels næse. Søvn blev det stort set ikke til - måske tre timer, men aldrig mere end en time ad gangen. Begge fly var forholdsvis nye, og der var gratis internet med en ok hastighed. Jeg fik ikke taget billeder af maden, men den var vist ok. Jeg kunne ikke smage så meget, og jeg var heller ikke ret sulten. På deres glimrende IFE kunne man bestille ekstra gratis drikkevarer - god stil! Temperaturen var dog i overkanten. Jeg vil tro den var 21 grader på første flyvning og 24-25 grader på den anden. Los Angeles var mit eneste risikable punkt på rejsen. Jeg havde seks timers mellemlanding inden jeg skulle videre til El Paso på en separat billet. Hvis turen til Los Angeles var forsinket, ville turen til El Paso blive misset, og jeg ville stå med håret i postkassen. Heldigvis landede vi stort set til tiden, men så var der paskontrol/immigration. Sikke et kaos! Det tog to timer, før jeg fik min kuffert, og det var efter adskillige spørgsmål fra CBP-manden. Han virkede noget skeptisk over min tur, men jeg svarede uden problemer på alle hans spørgsmål, og til slut fik jeg da også mine dokumenter retur - uden at han på nogen måde sagde tak eller velkommen. Jeg gik lidt rundt i lufthavnen, men jeg måtte opgive at finde vejen til afgange fra Terminal 5. Så det var ud i solen og så en lille gåtur i behagelige 23 graders varme - det er vist ikke normale sommertemperaturer i Los Angeles? Turen fra LAX til El Paso var en bonusbillet, betalt med 7500 Avios og 38 kroner. Det var med American og der var afgang fra gate 52H. Alle 52-gates er fra en separat lille intermistisk bygning, og turen derud foregik med bus. En del af ventetiden gik med ture til og fra toilettet for at tømme næsen for snot. Øv! Flyet afgik til tiden og det var i en Embraer 175, hvor der var god plads! Der var ikke meget servering og alt foregik i mørke, da de fleste sov. Jeg pudsede næse... Kort før midnat ankom jeg i El Paso. Ørene poppede ikke rigtig ved landing og det gjorde lidt ondt. Men bagagen kom forholdsvis hurtigt, og så gik turen til Hertz. Her var der en venlig mand, som fortalte, at jeg kunne vælge alle '5 Star'-bilerne - det er vist fordi jeg har status gennem mit IHG Spire. Jeg er overhovedet ikke bil-specialist, men jeg fandt en mørk en, hvor man sidder lidt højt. Fint til mig! Det viste sig at være en Hyundai Tucson. Og den havde heldigvis også Bluetooth Audio, så jeg kan høre mine 'opsparede' podcasts undervejs. Der gik lidt tid med at vænne mig til bilen - jeg kører måske to gange årligt. Og så er det jo nu i højre side! Der var cirka to kilometer til hotellet, og da klokken havde passeret midnat, var der næsten ingen trafik.
Jeg tjekkede ind hos 'Holiday Inn Express & Suites El Paso Airport' og fik i den forbindelse en lille anerkendelse af min Spire-status: Jeg faldt i søvn omkring 2-tiden og stod allerede op klokken 6. Stadig træt, stadig syg, men planen skulle holdes. Morgenmad er jo gratis hos Holiday Inn Express, og til dén pris er den ok: Jeg tjekkede ud og overnatningen stod mig i 20.000 IHG-point minus de 500 point man får i 'Welcome Amenity'. Af sted mod en Walmart i Las Cruces, hvor der blev provianteret lidt. Mad, drikke, NyQuil til influenzaen og sovepiller! Det var for tidligt til at teleselskaberne havde åbnet deres butikker, så jeg var 'data-løs' og brugte en gps-app til at finde vej. Videre til White Sands National Monument, som er en kæmpe sandbanke midt inde i landet med 500 km til nærmeste kyst. Den er opstået for 250 millioner år siden, da der var hav på stedet. På grund af et specielt fænomen kommer der dog stadig ny sand til - den fineste hvide finkornede sand. Meget fascinerende! Jeg gav 10 dollar for at komme ind. Jeg ville købe et 'America The Beautiful'-pass, som giver adgang til alle nationalparker i et år for 80 dollar, men de var udgået. Der er en 13 kilometer lang 'drive'. Undervejs kan man gå på nogle stier og det er muligt at 'kælke' på sandet. Fra White Sands skulle jeg videre til Carlsbad. Den tur gik gennem Lincoln State Forest. Vejen gik op og ned, og mine ører havde det bedst i højden. Pludselig kunne jeg høre alt, mens jeg på andre tidspunkter var i tvivl om bilen overhovedet var tændt, selv om speedometeret sagde 60 mph. Vejret skiftede pludselig til styrtregn og masser af lyn. Men det var i bjergen, så lynene slog ned i bakketoppene - ikke der, hvor jeg kørte. Jeg nåede frem til 'Holiday Inn Express & Suites Carlsbad', hvor jeg var blevet adviseret om, at der var ombygning. Poolen var derfor lukket, men mit værelse var helt nyt. Jeg tog en pille og faldt i søvn omkring klokken 16. Vågnede klokken 3. Dét trængte jeg til!
Hurraaa, en vaskeægte rejseblog - hvor er vi heldige du deler det med os - tak, og god tur, det tegner til at blive en pisse fed tur!
Der var morgenmad klokken 0500. Pga. ombygningen foregik det i et midlertidigt lokale. Desværre var udbuddet begrænset, så der var ingen kanelsnegl denne morgen Overnatningen stod mig i 25000 IHG-point minus de 500 i Welcome Amenity. Jeg kørte sydpå til Carlsbad Caverns National Park - en nationalpark, der dog mest er kendt for sine underjordiske huler. Denne gang lykkedes det mig at få et 'pass', så der er betalt for resten af turens nationalparker. Carlsbad har en Walnut Canyon Desert Loop, som er en såkaldt 'scenic drive'. Den valgte jeg at køre, men der var nu ikke det store at se på. Turen gik via en grusvej med cirka 10 mph, så det tog godt en time. Derefter var det meningen, at jeg ville ned i hulerne, men jeg ombestemte mig. Jeg orkede det simpelthen ikke. Jeg har også set tilsvarende huler andre steder, så jeg overlever nok. I stedet gik turen nordpå igen - mod Roswell. Byen, der ikke har meget andet at byde på end myten om rumvæsner. Selv lygtepælene havde alien-øjne: Jeg var en tur på museet, hvor der fremlægges 'beviser' for, hvad der skete. Det virkede egentlig ret overbevisende, og et eller andet er der jo sket den dag. Men når de blander det med latterlige dukker og en tallerken som en teenager kunne have flikket sammen, så er det svært at tage seriøst. Gavebutikken bød bl.a. på sølvpapirshatte, og dem kunne der godt være brug for... Derefter var der tjek-ind hos Candlewood Suites Roswell New Mexico. Det er også en del af IHG, men der er tale om minilejligheder med køkken, og man kan låne alt muligt udstyr (bøger, strygebræt, spil mv.). Der er kun rengøring en gang om ugen, så det er mere beregnet til længere ophold. Jeg skulle dog kun være der en nat, og det blev en billig en af slagsen: 10000 point minus 500 i Welcome Amenity. Igen var det tidligt i seng og tidligt op. Der er ikke morgenmad inkluderet, så da jeg vågnede klokken 3 og ikke havde udsigt til at få mad før klokken 8 (havde en Skype-aftale klokken 7), så lokkede den gratis pose mikropopcorn, som altid følger med hos Candlewood. Det blev en noget speciel, men velsmagende, morgenmad!
Det er 4th of July, USA's uafhængighedsdag. Jeg havde ikke tænkt over det, da jeg bookede turen, så det blev tilfældigt, hvor dagen skulle holdes. Men turen gik fra Roswell til Santa Fe, hvor det var planen at nå frem inden middag. Her serverede de nemlig 'Pancakes on the Plaza', hvor overskuddet går til et eller andet velgørende formål. Jeg var fremme 1130, men jeg kunne simpelthen ikke finde en parkeringsplads, så det endte med, at jeg i stedet kørte til hotellet. Det var for tidligt at tjekke ind, men receptionen kunne i stedet komme med nogle tips til at parkere i centrum. Og så var det tilbage og nyde dagens festligheder - det var lidt ligesom en byfest i provisen. Der var også ham her. Han virkede ikke HELT fornuftig oveni og gik rundt og snakkede med tilfældige mennesker om Trump. Det var lidt i øst og vest, og folk gik, så snart der var mulighed for det. Når folk er bevæbnede, skal man jo nok heller ikke komme alt for meget op at skændes med dem! Jeg nuppede en selfie foran Stars and Stripes, inden klokken blev 15 og jeg kunne tjekke ind. Dagens hotel var Holiday Inn Express & Suites Santa Fe og det er første overnatning i USA, som jeg betaler for: 913 kroner. Retur får jeg 1203 point plus det samme i Spirebonus. Inklusive Welcome Amenity bliver det til 2906 point. Senere bliver det forhåbentlig til lidt mere i forbindelse med Accelerate-kampagnen. Efter en lur tog jeg til Santa Fe Place Mall, hvor uafhængighedsdagen fejres med fyrværkeri. Der var tusindvis af mennesker, mange med pickup-trucks, hvor der blev indtaget aftensmad på ladet. Og så var der selvfølgelig de sædvanlige 'Brianer'. Fyrværkeriet var flot og langt, men ærligt talt - når jeg nu har boet i Sydney, hvor der er fyrværkeri hver lørdag og hvor de går amok til nytår, så kunne det her ikke imponere.
Den nat fik jeg ikke sovet meget, desværre. Jeg endte med at stå op klokken 4 og få styr på en masse administrativt. Efter at have sagt op i Australien, er der en masse venner, bekendte og andre folk i netværket, som vil høre hvad der skal ske. Og selv om det varmer hjertet, at de tænker på mig, så tager det også lidt tid at svare. Dét fik jeg heldigvis gjort den morgen. Morgenmad klokken 06.30 med det sædvanlige HIX-udbud - denne gang også med kanelsnegl. Dagen var planlagt til en tur bag rattet - 531 kilometer fra Santa Fe til El Paso. Det var meningen, at jeg skulle være i Albuquerque klokken 10.00 og besøge et klapperslangemuseum, men jeg var tidligt på færde og var der allerede klokken 08.00. Da jeg så museet, så det dog langt fra imponerende ud, og jeg valgte at droppe det. I stedet fik jeg tanket bilen og begav mig sydpå. Der er ikke så meget at berette om selve turen. Jeg tog et par pauser undervejs, og skulle da også tisse på et tidspunkt. Her hjælper det altså ikke med vandladningen, at der er sådan et skilt udenfor: Det blev også til et smut forbi et outlet uden for El Paso, hvor Amex's blev swipet lidt - så kommer der Qantas-point på kontoen. Bilen blev afleveret hos Hertz i El Paso lufthavn. Dejligt nemt med regningen på email med det samme. 991 miles på fire dage for 271,48 USD - til gengæld kom der 1500 IHG-point. Jeg tjekkede ind til lørdagens flyvning hos American og håbede, at de måske ville tage min kuffert med det samme, men så heldig var jeg ikke. Jeg måtte nøjes med at få boarding-kortene: Så var det ellers bare på hotel. Det eneste hotel på turen, som ikke er hos de kæder, som jeg har status hos: IHG, Radisson og Hilton. Jeg havde udnyttet en 30 AUD voucher hos Qantas Hotels og købt en overnatning hos Wyndham i lufthavnen til knap 500 kroner. Den giver samtidig 411 Qantas-point. Hotellet ligger i lufthavnen og er et familiehotel med vandland. Ikke noget som jeg fik gjort brug af. Værelset er gammelt og slidt, og i gul-brune farver. Jeg er ikke imponeret og glæder mig til at komme tilbage til det, jeg kender.
Morgenen efter tjekkede jeg ud og gik tilbage til lufthavnen. Automaten spyttede hurtigt et klistermærke ud og bip, så var kufferten afleveret. Morgenmaden måtte klares hos Burger King... På trods af 'first' på boarding-kortet kunne jeg ikke finde nogen priority-kø i sikkerhedskontrollen, men der var nu ikke megen ventetid alligevel. Derefter kunne man gå til venstre eller højre. Venstre var fire A-gates til American og til højre var fire B-gates til andre flyselskaber. Jeg skulle jo med American, jeg så jeg gik til venstre. Det var en lille og dejligt stille lufthavn. Udsigten fejlede heller ikke noget: Da vi nærmede os boarding, blev det annonceret, at flyet var overbooket og at de havde brug for frivillige til at tage en senere afgang eller vente til i morgen. Det ville de give 475 dollars for... Jeg tænkte lidt over det. Der venter hotel og lejebil i den anden ende, så det var ikke helt let. Jeg gik på nettet og så, at jeg godt ville kunne komme af sted senere samme dag, og mon ikke bilen ville vente 4-6 timer ekstra? Mens jeg overvejede, lød det over højttaleren, at de ville betale 950 dollars (i gavekort til American). Så gik jeg op til skranken og bød mig til. De takkede og gik i gang med at undersøge... Desværre fik de dog pludselig melding om, at det ikke blev nødvendigt alligevel. Øv! Det er ellers let tjente penge... I stedet kunne jeg så gå ombord på en MD-80'er, der naturligvis var en gammel maskine. Sæde 4A blev indtaget og der var god benplads. Der var efterhånden gået nogle timer siden morgenmaden, så jeg så frem til mad på første klasse. På hjemmesiden bliver det beskrevet således: Og når man klikker videre: Det er vel at mærke under First i USA: 'A premium domestic travel experience - A First ticket gets you our highest level of service on flights between the U.S. 50 states.' Der blev serveret: En pose popcorn! Tak for lort, American! Jo jo, jeg kunne også have valgt småkager eller chips, men nogen 'premium menu' var der næppe tale om. Ikke engang gratis wi-fi er der på First. Det er godt nok en tynd omgang - ja, faktisk ville jeg foretrække økonomi hos Alsie Express fremfor det her. Nå, men heldigvis var turen jo betalt med Qantas-point, så den stod mig kun i 24.000 point plus 5,60 dollar. Vi landede i Dallas/Fort Worth knap to timer senere og da telefonen blev tændt, viste det sig, at jeg ville ankomme i gate A33 og mit næste fly ville afgå fra gate A33. Jeg vidste, at den afgang også ville være i en MD-80, så der var god chance for, at det var samme fly. Da vi rullede mod gate, bad de os over højttaleren om at lukke alle vinduer og åbne for udluftningen, 'fordi det er varmt i Dallas'. Den har jeg ikke hørt før! Jeg fik en slice hos 7-Eleven og ventede så en times tid på næste afgang. Denne gang var jeg klar, hvis de havde brug for frivillige, men det havde de ikke. Det VAR naturligvis samme fly, og jeg satte mig igen på sæde 4A. Vinduerne var stadig lukket, og de bad os om ikke at ændre på det, da 'denne type fly har det svært med varmen'. Turen var stort set samme oplevelse - og længde - som den foregående, bortset fra at stewardessen var noget mere flink til at komme med drikkevarer. Ned i Omaha, hvor det tog lidt tid, før bagagen kom. Til gengæld var min kuffert blandt de første, så 'priority' giver da lidt. Op på førstesalen til 'car rental', hvor jeg skulle hente min 'manager's special', som jeg havde booket. Det viste sig, at jeg blot kunne vælge mellem deres 'gold'-biler og efter lidt betænkningstid valgte jeg en sort Chevrolet Malibu. Fra lufthavnen var der fem minutter til hotellet, og selv om Omaha primært er i Nebraska, så er hotellet i Iowa. Jeg kalder det stat nummer 33, selv om jeg ikke får oplevet så meget i Iowa i denne omgang, men det kommer, når jeg vender tilbage om et par uger. Hotellet hedder 'Country Inn & Suites by Radisson, Omaha Airport, IA' - det håber jeg ikke, de skal sige, hver gang de tager telefonen. Det så noget slidt ud, og det er da også under renovering. Værelserne er de ikke nået til endnu, men jeg kan tilgive en del, når der er sådan en pakke som velkomst: Vanddunk og hovedtelefoner med Country Inn & Suites-logo plus en masse usundt. Det er sgu ok!
Tidligt op og i gang. Jeg var ude af døren klokken 0600, og der var først morgenmad klokken 0700, så jeg måtte sulte lidt. Overnatningen stod mig i 28.000 Radisson-point, og det var alt for meget i forhold til værelsets stand og at hotellet er under ombygning. Turen gik nordpå, og der var heldigvis ikke meget trafik på det tidspunkt. Området har været hærget af voldsomme oversvømmelser, og motorvejen havde flere gange vand på begge sider, hvor det var tydeligt, at det ikke var normalt. Vejskilte stod i vand til knæet, hvis man kan sige det, men jeg fik ikke taget billeder - jeg skulle jo koncentrere mig om at køre. Jeg kom frem til Trinity Heights ved Sioux City, som er endnu en af de her to-stats-byer. Staterne deles typisk ved en flod, og byen ligger selvfølgelig på begge sider af floden. I dette tilfælde er det Missouri-floden, der deler Nebraska og Iowa. Trinity Heights ligger på Iowa-siden, og her er der kæmpe-statuer af Jesus og Maria. Jeg er ikke religiøs, så jeg tog bare et par hurtige billeder og kørte videre. Fik købt lidt ind i Walmart, og her blev morgenmaden i form af to McMuffins til fire dollars også indtaget På vej mod Sioux Falls kørte jeg forbi den lille by Viborg i South Dakota. En by grundlagt af danske indvandrere i 1893. Faktisk havde de allerede 21 år tidligt grundlagt byen Daneville, men de flyttede for at komme tættere på jernbanen. Hyggelig lille by, der dog ikke var uamerikansk, men der var et enkelt hus, som sagtens kunne have været i et dansk villakvarter: Der er et dansk museum, men det havde desværre lukket. Der bor knap 800 mennesker i byen, og der er stadig en del Hansener og Jensener. Nabobyen er i øvrigt Hooker: I Sioux Falls kørte jeg forbi de vandfald, der har givet byen sit navn. Her var der en del, der havde valgt at tilbringe eftermiddagen og vejret bød da også på 30 grader. Herefter tjekkede jeg ind på hotellet, Holiday Inn Express & Suites Sioux Falls Southwest, hvor jeg rundede eftermiddagen af i varmt vand:
