Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
Op med dig. Kom nu. Du skal op. Det kan altså for nogle være svært at komme tidligt op, men denne gang have vi b-mennesker slet ikke noget valg. Dagen program stod på en helt særlig solopgang. I dagens rejsebrev skal du med ud bag på en el-scooter rundt blandt tusindvis af pagodaer, på besøg hos lokale burmesere og klatre op på en pagoda i de små timer.
Et muggent værelse
Vi er ankommet til Bagan, som for de fleste er hovedmålet med et besøg i Myanmar. Takket være en dyrt lært lektie i sidste rejsebrev var vi godt klædt på i natbussen til den kolde aircondition, som mødte os. Noget vi ikke kunne forberede os på var, at det værelse som vi så tjekkede ind på klokken 04:30 var fyldt med mug i loftet, tilrøget sengetøj og et vindue uden vinduesglas. På det tidspunkt kan man kun tænke på at sove, så vi beslutter at sove nogle timer og derefter finde et ordentlig sted.
Og det gjorde. Af uransagelige årsager finder vi frem til et splinternyt hotel, Bagan Lotus Hotel, i udkanten af byen med stor dejlig swimmingpool og siden, at det er nyt, har vi de fleste herligheder helt for os selv. Det er nok noget af det mest befriende ved at være backpackrejsende: at når vi af og til støder ind i en lukket dør, åbner der sig en ny. Prisen er også til at leve med, omkring $20 pr. nat.
Derhen hvor scooteren tager os
På hotellet følger også gratis scooterleje med, og på denne front, kun denne, har Myanmar simpelthen overhalet Danmark indenom. Udlændinge skal køre på el-scootere. Måske så man ikke kan køre om kap med færdselsforvirrede burmesiske trafikanter. Jeg må ærligt erkende, at det føles lidt som at flyve ud ad landevejen på sådan en lydløs scooter, ret skønt. Vi havde selv ingen retning. Vi vidste, at der rundt i området lå flere tusinder af pagodaer, nogle i forfald, andre helt faldet sammen og nogle stykker stod stadigvæk flot. Så den af os, som sad bagpå, fortalte hvorhen vi skulle.
At forfølge tilfældigheden gjorde at vi faktisk, helt tilfældigt, blev inviteret hjem til en lokal familie i grøftekanten. Hjemme hos dem mødte vi bedstefaren, datteren og familiens egen ko stående lige ude foran huset, der bestod af et rum. Manden i familien tog os på en rundvisning nede til flodbredden, hvor mange af nabofamilierne havde små løglandbrug her i tørkeperioden. Alt foregik med håndkraft: såning, vanding og så fremdeles. Familien var så sød, bød på varme majs og gav os lidt traditionel, burmesisk ansigtsmaling i hovedet. Efterfølgende viste de os hen til en pagoda i nærheden, som have en fortræffelig udsigt til solnedgangen. Tænk at støde på så imødekommende mennesker i vejkanten siddende på en el-scooter.
Solopgang og luftballoner
Bing, bing, plimmelim. Alarmen ringer, og jeg rækker søvnigt ud efter snooze-knappen, men rammer sluk-knappen i stedet. Nu bliver vi virkelig nødt til at stå op. Klokken er omkring 4 om morgenen og kort efter sidder vi bilen på vej ud i den mørke morgen. Og vi gør det kun for sjovs skyld. Det er blevet sådan en turistting at gøre i Bagan. Sætte sig op på en pagoda for at se solopgang, og man kan hurtigt få den tanke, at det måske er lidt opreklameret, men nej.
Med pandelamper finder vi vej op igennem de snævre trappeopgange til pagodaen platform, og vi er ikke alene. En hel hær af turister er linet op med kameraer og godt klædt på i uldsweatre og dynjakker i den kølige morgenluft. Langsomt begynder lyset at træde frem ude i horisonten, og over bjergene rejser solen sig roligt op, mens disen hængende døsigt over templerne, og pagodaerne bliver en efter en synlige. Opreklameret, nej. Det er faktisk bare virkelig flot. For så at overbyde den magiske morgenstund kommer der så en, så to, så tre og til sidst hænger der op mod 15 luftballoner på himlen og i et langsomt tempo flyver de tværs over landskabet. Backpackerbudgettet kunne ikke række til det, men her fra platformen får vi ballonerne serveret på forreste parket.
Dette rejsebrev afrunder slutningen på opholdet i Myanmar. Et land der på mange måder er så fattigt og samtidigt rigt på livsglæde og venlighed. Vi har set familier bo på gaden, veje blive til med håndkraft, køer gående frit rundt i gadebilledet. På anden hånd er vi stort overalt blevet taget imod med kyshånd, blevet budt indenfor af totalt fremmede og været vidne til storslået natur. Myanmar – det er ikke sidste gang.
Skriv et svar